Forestil dig kærligheden som en mønt. På den ene side er ømheden og glæden, på den anden usikkerhed og frygt. Når mønten kastes, er sidstnævnte altid en risiko, og det er netop det, der fylder i Thóra Hjörleifsdóttirs roman. Lilja er ung og så dybt forelsket, at hun er villig til at ofre alt for at tilfredsstille den mand, hun er sammen med. Men så snart hun stopper med at sætte grænser, stopper hun også med at være i kontakt med virkeligheden. Kan kærligheden gøre, at man mister realitetssansen?
"Magma" er en stærk og realistisk skildring af et mentalt overgreb. Overgreb hos kvinder har aldrig fået en mere synlig platform end i dagens samfund, og nu er den også at finde i islandsk samtidslitteratur. Under den store, faretruende klippe bobler en tyk masse af lava, og det er kun et spørgsmål om tid, før det hele eksploderer.
Thóra Hjörleifsdóttir er en islandsk forfatter, født i 1986. Hun har udgivet tre digtsamlinger, men "Magma" er hendes debutroman, og hendes første oversættelse til dansk. "Magma" er også udgivet i både USA og England og har modtaget flotte anmeldelser begge steder.