Agnete Dorph Stjernfelt

Sorgen er den pris, vi betaler for kærligheden.’

Han tjekkede, for at se hvem det var, for han havde allerede haft en anstrengende samtale med Lorelei tidligere på dagen.

Som på kommando fra en usynlig indre magt vendte hun om på hælen, og inden hun kunne nå at ombestemme sig, gik hun tilbage til bagkontoret, tændte computeren igen og bestilte en buket mørke pink roser med levering til kirken i St.

Letitia Elizabeth Landon, Hun sad alene ved sin arne

Hun er bange for, at vi får for meget magt.

Jo, jeg var træt, men ikke indeni,
Nej – hjertet banker fuldt af glæde
For jeg har nu min egen eufori
Ved eventyr og en ny sti at træde.
Af sted, ud i den store vide verden,
Al min engang så trætte færden
Er vendt til stræbsom energi.
Charlotte Brontë, Skoven

Jeg voksede op, og jeg fandt mit formål, og det var at blive læge. Min hensigt var ikke så meget at frelse verden som at frelse mig selv. Få læger vil indrømme det, specielt ikke de unge, men ubevidst tror vi, når vi vælger denne profession, at arbejdet med at helbrede andre kan hele vores egne sår. Og det er muligt. Men det kan også rive op i sårene.

Da vi blev født, var sygeplejeeleven endnu ikke fyldt atten og havde en kedelig tendens til at forveksle patientpleje med samvittighedsfuld, minutiøs journalføring (noget Matron til gengæld satte pris på).

Ghosh sukkede. „Jeg håber, at I en dag vil forstå dette, lige så klart som jeg gjorde i Kerchele. At nøglen til vores lykke ligger i at tage ansvaret for ens egne tøfler på sig, ansvaret for hvem man er, hvordan man ser ud, ens familie, de talenter man har, og dem man ikke har. Hvis man bliver ved med at insistere på, at ens tøfler ikke er ens eget ansvar, så dør man utilfreds og bitter med følelsen af, at tilværelsen skylder én noget. Ikke blot vores handlinger, men også det, vi ikke gjorde, er vores skæbne.“