Herbjørg Wassmo

Om natten var hun altid alene. Selv når hun kunne krybe ind til Gorm og mærke varmen fra ham, var hun alene. De tanker, som dukkede op og forhindrede hende i at sove, eller formede drømmene til absurde skygger af levet og drømt liv, det var nattemenneskets tanker. Ængstelsen for alt det, der kunne ske, og den nagende uro for, at en bagatel kunne blive til en katastrofe, det var nattemenneskets byrde. Men i det øjeblik hun vågnede til en ny dag, var hun på en måde genfødt som en skabning, der kunne handle.

Mor sad i stalden og malkede den sorte ko med den hvide mule. Kjoleærmerne var smøget op. De røde hænder gjorde det, de skulle. Havde den rytme, de skulle have. Mælken sprøjtede stødvist ned i spanden mellem støvlebenene. Nogen åbnede en dør bag hende. Mælkespanden væltede. Det hvide løb tykt ud på det brune gulv. Skiftede farve. Gik over i svag rosa, alle varianter af lilla til dyb rød. Flød ned i møgrenden, fyldte gangen mellem båsene og løb tykt og rødt ud ad den åbne dør. Mor lagde sig tillidsfuldt ned på ryggen med lukkede øjne. Så flød hun langsomt ud i lyset.

Efterhånden kom det til syne på et stort lærred. Kvinden på staldgulvet, som malkede så hårdt, at mælken løb tværs gennem stalden og ud ad døren. Malkede så hårdt, at hjertet revnede lige der, hvor himmel og hav gik i et. Hun ødslede rigtig med de røde farver. Smurte tykt på. Lod alizarinrøde og koboltviolette klatter flyde i en å, som løb ud i et stort, flimrende hav.
Hun arbejdede med morens død, mens solsorteparret oppe på taget parrede sig og kradsede på den tilsodede vinduesrude