Helena Fjelstrup Brennum

„Det var det eneste, hun havde,“ sagde Gamache, „eller i det mindste det eneste, der ikke sad fast på hendes hus.“

Ring med klokkerne, der stadig dur,
Glem dit perfekte offer,
Der er en sprække i alting,
Det er sådan, lyset kommer ind.

Hvem kunne det være? Deres omgangskreds havde aldrig været stor, og besøgene var kun blevet færre i årenes løb. Med et hurtigt blik på sin datter forlod han værelset, gik hurtigt igennem lejligheden og åbnede hoveddøren.

Selvfølgelig var det strisseren. Tompas’ kone. Hannah. Lidt forpustet fra turen op ad trapperne med en ICA-pose i den ene hånd.

„Undskyld, at jeg forstyrrer så sent,“ sagde hun og lød, som om hun faktisk mente det.

„Hvad vil du?“

„Stille et par spørgsmål, hvis det er okay?