Sonja Breinholst

Det samme gælder, hvis man sætter rammer og siger fra overfor sit barn. Her er en tydelig udmelding lige så nødvendig, hvis barnet skal høre budskabet, som vi ønsker, det skal høres. At sige: ”Jeg vil ikke have, at du bliver hjemme fra skole. Selvom du har det dårligt, er det vigtigt, at du tager afsted hver dag og bliver der hele dagen” er tydeligt og bedre end at sige: ”Jeg ville ønske, at du kunne klare at blive i skolen. Det er altså et problem, hvis du er nødt til at gå hjem”. I sidste udsagn kan man høre muligheden for, at det er accepteret, at man tager hjem.

Ængstelige og angste børn tager meget let forskellige former for ansvar på sig, som egentlig er voksen-ansvar, og de forstår ikke, at forældrene selv oplever, at de har ansvaret. Moren i eksemplet her kunne have undgået dette ved at lytte efter intentionen i barnets spørgsmål. Hun kunne have svaret barnet, da det stillede første spørgsmål: ”Joo, det er det, hvorfor spørger du?” eller undervejs have sagt ”Skat, det er mit ansvar som voksen at sørge for, at du og dine søskende får sund mad. Jeg har styr på det. Hvis der er noget du gerne vil have, kan du fortælle mig det, så skal jeg nok vurdere, om det er o.k. eller ej”.

Ængstelige og angste børn er mere tilbøjelige end andre til at lægge mærke til det negative. De lægger først og fremmest mærke til de negative aspekter af deres oplevelser. De lægger mærke til det, der vil kunne gå galt. De lægger mærke til, hvis andre siger noget, der måske vil kunne tolkes negativt. Deres opmærksomhed rettes konsekvent mod det negative eller potentielt truende og farlige.