Sarah Engell

IC3-toget raslede gennem den blålilla skumring, og jeg kunne ikke slippe noiaen over, om de fuckede med mig.

Jeg var egentlig allerede stået af i Hjørring og på vej hen mod Caros hus, da min telefon bippede i lommen.

Change of plans. Vi er taget hjem til TGs storebror i Aalborg. See ya in Plaza :-D

Beskeden var fra Caro. Hun havde vedhæftet adressen og og en selfie af Sofie TG, Asta-My og sig selv foran et stort vindue, hvis udsigt godt kunne ligne Aalborg set fra en etageejendom.

Men hvad vidste jeg? Jeg havde kun været i Aalborg én gang siden Blå Mandag, og kun for at gå i butikker med Kat og kigge på tøj, vi alligevel ikke havde råd til.

Det var en joke. Det måtte det være. Ligesom dengang med Randers-Rikke, som troede, hun skulle på date med sin hemmelige Snapchat-ven, lige indtil hun stod under uret på Randers Station og skrev til ham, hvor han blev af, og fik en snap tilbage af tre piger fra sin parallelklasse, der skreg af grin.

Hvis Caro & co. var taget til Aalborg, hvorfor havde de så ikke indviet mig i planerne før nu? Hvorfor havde de ikke skrevet til mig, allerede da de sad i toget?

Jeg lagde telefonen tilbage i lommen, vendte om, midt på fortovet og begyndte at gå tilbage mod stationen.

Lokalbanen mod Hirtshals holdt allerede og ventede med åbne døre og lys ud ad vinduerne, og jeg tænkte på Kat og på hendes god bedring-besked, der brændte i min lomme, og på snappen nede fra stranden, hvor hun og drengene sad i klitterne med teatralsk nedadvendte mundvige og sagde, at de savnede mig. Jeg tænkte på at blive kaldt Aalborg-Polly, på at der var fyrre minutter derned, og at jeg skulle møde på Fisken klokken halv syv i morgen tidlig. På at jeg slet ikke kendte Caro godt nok, og hvad fanden skulle vi overhovedet snakke om, hvis det var?

Min telefon snurrede igen. Jeg tog den op. På under ti sekunder og med vinden susende i højttaleren skød Gustav og Kat en dåseøl, imens Dugge råbte Drik! Drik! Drik! Øl og savl drev ned ad hagen på Kat, og hun tørrede sig om munden med hele underarmen. Grinede.

Jeg stak telefonen i lommen og løb hen langs perronen og ned under jorden. Måske var jeg verdens største idiot. Måske ville man ligefrem kunne læse om mig på Skibstidendes Facebookside i morgen. Hirtshalspige narret. Det var det, jeg tænkte, da dørene lukkede bag mig, og toget mod Aalborg satte i bevægelse.

Ude i horisonten over markerne var solen nu helt forsvundet. Kun et blårødt skær hang i de nederste skyer, og mit spejlbillede skiftede farve i takt med det forbisusende landskab. Jeg lynede ned i jakken og rettede på min top for tiende gang. Den blev ved med at glide ned, selvom jeg lige havde justeret stropperne. Da jeg kom hjem fra Fisken og havde været i bad og skrubbet hænderne i kaffegrums i næsten tyve minutter for at fjerne lugten af fladfisk, stod jeg i hundrede år foran spejlet. Med påfuglekjolen. Med stannioltoppen. Med de sorte Levi’s, som jeg havde limet små, farvede similisten på. Jeg prøvede hele Polly-kollektionen fra en ende af og stirrede på den med Caroøjne. Til sidst besluttede jeg mig for den top, jeg havde syet ud af et par stonewashed jeans. Den havde snører i ryggen og føltes stram og pirrende under jakken, i hvert fald når man stod op. Og det var vel det, vi skulle. Stå op. Det var vel det, man gjorde, når man var på cocktailbar.

På vej ud ad døren kom jeg alligevel i tvivl. Måske var toppen for meget. Eller for lidt. Hvad vidste jeg overhovedet om tøj? Jeg fandt en sportstaske og hældte hele Polly-kollektionen derned. Tømte også skabet for samtlige ikke-Polly toppe og smed dem i tasken.

Toget stoppede med et ryk, og der var et mylder af røde læber, dåseøl og latter. Jeg hankede op i sportstasken og kom til at gå i den forkerte retning to gange, inden jeg endelig stod på pladsen foran Aalborg banegård.

Jeg fandt Caros besked frem igen og tastede adressen ind i telefonens GPS. Tretten minutter til destinationen, stod der øverst, og jeg begyndte at gå gennem den lørdagssummende, vindstille by.

Plaza lå på Strandvejen og lignede noget, jeg havde set på billeder fra New York eller Sydney, og allerede før jeg blev buzzet ind og tog elevatoren til øverste etage, mærkede jeg suget i maven.

Døren til lejligheden stod på klem, og Lady Gaga sang I’m on the edge, the edge, the edge, og Caro havde to høje glas i hænderne, da hun skubbede døren op med foden og smilede til mig.