Johannes Sløk

Som i tilfældet med døden gælder det, at friheden ikke må forstås som det, man er angst for; man er netop ikke angst for noget, thi angsten er uden genstand, og dette genstandsløse er friheden, den tomme totale frihed.

Når angsten forstås på denne måde får den igen en teleologisk funktion; den driver mennesket til – ikke just at holde ud i intetheden, skønt man godt kunne udtrykke sig således – men til at tage tilværelsen på sig, i frihedens indsats give den et indhold, som man tog ansvaret for, og som man i kontinuitet holdt ud i. Men hvorfor skal denne proces just sættes i gang af og igen slå ud i angst? Fordi – svarer Sartre – jeg på den ene side ikke kan undgå at gøre mig selv til nøjagtigt det, jeg vælger, og der på den anden side ikke forefindes nogen som helst retfærdiggørelse for valget. Der er en modsigelse i, at mennesket således står på spil i en proces, som der ikke gives nogen norm for; det er en fundamental absurditet i livet – og det er en absurditet, der er anderledes forstået end den, vi tidligere har talt om – at mennesket ud af den rene tomhed skal frembringe sig selv og en verden, at det er fordømt til på en så guddommelig måde at tage livet på sig.

Men det er kun angsten i dens første form. Angsten i dens anden form er udtrykket for den modsigelse, at skønt der ikke foreligger nogen norm på forhånd og som sådan, er det dog i en eller anden forstand et krav til mennesket, at hvad det end vælger, skal det vælge det totalt. Om det ikke skal forsvinde i de mange projekter og miste sin sammenhæng, sin identitet, må det nødvendigvis blive ved sit valg. Mennesket kan med andre ord ikke én gang for alle komme igennem valgets proces og dermed blive angsten kvit. Da intet andet kan binde friheden end friheden selv, kan angsten ikke skaffes af vejen.

Endelig er angsten også udtryk for den tredje bestemmelse ved frihedens valg, at man nemlig aldrig kan undgå
at udføre eksemplariske handlinger. I handlingens øjeblik overtager jeg ikke alene ansvaret for mig selv og min egen eksistens, men jeg bliver ansvarlig for den norm, der som sådan forpligter enhver. Ved ikke at kunne finde nogen retfærdiggørelse uden for sig selv bliver handlingen sin egen retfærdiggørelse, og det individ, der udførte handlingen, må nu bære det totale ansvar. Friheden, valget og ansvaret er de tre grundbestemmelser ved eksistensen, der viser sig i angsten, og da de som grundbestemmelser ikke kan skaffes af vejen, er angsten uovervindelig.