Johannes Sløk

Rolle-begrebet har, som man ser, vide anvendelsesmuligheder. Det er ikke underligt, at man kan følge det tilbage helt til den europæiske litteraturs begyndelse. Det koncentrerer jo virkelig også forholdet om selve nøgleproblemet: rollen er principielt set uundgåelig – det er umuligt at leve livet uden at leve det i roller – men samtidig er det mere end noget andet rollen, der er medvirkende til at skabe oplevelsen af fremmedhed, afstanden mellem en selv, der aldrig i sig selv kan blive til, og alle de roller, i hvilke man snarere skjuler sig selv end kommer til syne. Det er livets rollestruktur, der gør identifikationsproblemet akut. Når jeg altid kun kan vinde mig konkret skikkelse i en eller anden rolle, uden at det nogen sinde vil lykkes mig at blive identisk med den, hvem er jeg da egentlig selv? Hvorledes kan jeg få rolleindehaveren og mit eget selv til at falde sammen?

Det er klart, at selve denne problemstilling ikke er eksistentialistisk. Den dukker op, så snart mennesket bliver sig bevidst. Det specielt eksistentialistiske er den måde, man giver sig i lag med problemets

løsning, eller måske bedre: den model, efter hvilken man prøver at anskueliggøre det. I ikke-eksistentialistiske anskuelser skelner man nemlig nu traditionelt mellem to lag i mennesket. Man kan benævne dem forskelligt. Man kan tale om det accidentielle og det substantielle, dvs. man skelner mellem tilføjede, transitoriske, tilfældige, ydre egenskaber og bestemmelser på
den ene side, og på den anden side personlighedens inderste kerne, det intakte selv, sjælen, »hjertet«, det evige, der står bagved og ligesom bærer hele den skiftende udrustning af forhold, tanker, følelser.

Men selve denne model af ydre og indre, denne skelnen mellem to lag, forkaster eksistentialismen. Alt indhold er »ydre«, alt der kan nævnes, defineres, indholdsbestemmes, er samtidig det, som man kan distancere sig fra – og som man altså ikke kan identificere sig med eller ved. Bliver man derfor inden for det indholdsbestemtes omfang, må man hævde, at der bag alt det »ydre« ingenting er. Det kan altsammen skrælles af. Man kan ikke ved afklædningen gøre holdt et eller andet sted og sige, at nu har man selvet; afklædningen fortsætter, også når tøjet er taget af. Man affører sig alt – og finder intet.

For eksistentialismen beror identiteten altså ikke på en inderste personlighedens integritet, og just det gør identifikationsproblemet penibelt. Det selv, i hvilket man skal finde sin oprindelse, er ikke et noget. Hvad er det da?

Helt tematisk – for nu at tage et eksempel til – bliver dette synspunkt formuleret af Spinoza, når han programmatisk formulerer det paradoksale begreb: Guds frie nødvendighed. I den spinozistiske metafysik er Gud identisk med den totale syntese, uden for hvilken intet er. Gud er derfor umodificeret ét med sin essentia; der er intet andet end den, dvs. der er intet, der eventuelt kan stille sig hindrende eller hæmmende i vejen. Følgen er, at Gud med nødvendighed udfolder sit væsen, og denne uindskrænkede nødvendighed er aldeles det samme som hans uindskrænkede frihed.