Mette Vedsø

eg ved godt, den er enorm,« sagde hun.
»Nej, nej,« sagde jeg.
»Min næse er hæslig.«

Det er noget med en skattesag, det er bedst, han er der et stykke tid.«

»Fede svin,« sagde hun og trådte på speederen. Jeg tænkte på Bamsen og Bagedysten. Havde hun bare sagt det. Fede svin var noget helt andet og meget værre.
»Sådan en taberforsamling,« sagde hun. »De er sikkert alle sammen i jobtræning.«

Jeg lagde mig hen over armlænet og kiggede ud af vinduet. Biler flød forbi bag hækken som en evig bevægelse.

»Du er en taber,« sagde jeg og vendte ryggen til og gik ind på mit værelse.

»Happy happy?« sagde far, som om han kunne læse mine tanker.
»Næh,« sagde jeg.
»Nå da?«
»Det er da et latterligt spørgsmål.«
»Okay.«

Hun blev ved med at tegne hen over den samme brøkstreg. Der kom hul i papiret.

Efter sidste time løb jeg hele vejen hjem. På afstand så jeg havenisserne og postkassen, der dinglede skævt i den rustne skrue, murbrokkerne og plastikbøtterne med indtørret cement lignede lort, der var håndvaske med døde haveplanter

»Happy happy?« sagde jeg.