Stefan Ahnhem

Noget, der indebar en hel del mere løben frem og tilbage på de forskellige etager, inden han var nået hele vejen op til den øverste svalegang og frem til Sleizners lejlighedsdør, der var forsynet med en kodelås.
Men i en lige så instinktiv, som uigennemtænkt bevægelse tog han i dørhåndtaget, hvorpå døren gled op næsten af sig selv. Klar med pistolen trådte han ind i lejligheden og lukkede forsigtigt døren efter sig. Lyset var tændt i entréen, og så vidt han kunne se, var det samme tilfældet i store dele af lejligheden. Til gengæld var der ikke en lyd. Ikke udover det svage sus fra ventilationen oppe ved loftet.
Umiddelbart til højre for ham stod en dør på klem. Han åbnede den med den ene fod, forberedt på at trykke på aftrækkeren, i tilfælde af at nogen lå i baghold. Rummet var ikke meget større end et garderobeskab og husede blandt andet overtøj, et strygebræt og en støvsuger. Han fortsatte ind i entréen, hvor væggene var prydede med diplomer og udmærkelser fra Sleizners skolegang, hans tid som håndboldspiller og årene i det danske politikorps.
Døren ind til, hvad der så ud som et soveværelse, stod på vid gab. Han gik ind og kiggede sig omkring og lagde mærke til, at fire af klædeskabene langs den ene væg stod åbne, og skuffer med undertøj var trukket ud. Et par skjorter lå smidt på gulvet sammen med nogle habitbukser og slips, og i den uredte dobbeltseng, under loftspejlet med en krystallysekrone i midten, lå en halvtom flaske Absolut Vodka ved siden af hovedpuden.
Han lagde hånden på lagenet og konstaterede, at sengen på trods af det åbentstående soveværelsesvindue stadigvæk var nogenlunde varm. Det i kombination med den halvtomme vodkaflaske tydede på, at det var her, Sleizner havde befundet sig, da han havde ringet på og vækket ham for lidt mere end 20 minutter siden. Derefter var han formentlig gået ud til dørtelefonen, der hang på væggen ude i entréen, for at svare. Sandsynligvis havde han taget spiritusflasken med, da den langtfra var tom. At han havde drukket i løbet af deres samtale, havde været tydeligt at høre.
Men hvad var der sket bagefter? Sleizner havde virket kraftigt beruset, men af en eller anden grund var han vendt tilbage til sengen for at lægge flasken tilbage. Hvorfor havde han gjort det, og hvorfor var han ikke bare gået i seng igen efter deres samtale, når han alligevel ikke havde tænkt sig at lukke ham ind? Og fremfor alt, hvor befandt han sig nu