Niels Lyngsø

»Cor cor­di­um, hjer­ter­nes hjer­te, jeg har al­drig sagt no­get me­re sandt til no­gen i he­le mit liv.«

over­rum­plet

Han kom. Han tog af sted. In­tet an­det hav­de for­and­ret sig. Jeg hav­de ik­ke for­and­ret mig. Ver­den hav­de ik­ke for­and­ret sig. Al­lige­vel vil­le in­tet væ­re det sam­me. Det enes­te der er til­ba­ge, er drømme­mage­ri og be­syn­der­lige min­der.

hjerte­sønder­rivende

Jeg kun­ne til­bringe res­ten af mit liv på den her må­de: med ham, om nat­ten, i Rom, med helt luk­ke­de øj­ne og et ben slyn­get rundt om hans.

Chi­ag­ne­va sem­pre ca dur­me­va so­la,

mo dor­me co’ li muor­te ac­com­pag­na­ta.

Hun græd al­tid for­di hun sov ale­ne,

nu so­ver hun blandt de dø­de.

At ind­stude­re smer­ten for at dul­me smer­ten.

»Parce que c’était lui, parce que c’était moi,« til­føje­de min far og citere­de Mon­taig­nes alt­omfat­tende for­klaring på sit ven­skab med Éti­en­ne de la Boé­tie.

Jeg tænk­te i ste­det på Emily Bron­tës ord: Parce que »han er me­re mig selv end jeg er«.

Senere indså jeg at denne situation skånede mig for illusionen om at vi var fuldstændig forbundne eller endda forenede. Fordi hans fransk afveg en smule fra den sædvanlige sprogbrug, og fordi jeg af og til var lidt i tvivl om hvad han mente med et bestemt ord, slog det mig hele tiden hvor tilnærmelsesvise vores samtaler var. Jeg havde det privilegium at jeg lige fra begyndelsen og hele vejen igennem var fuldt ud bevidst om dét man altid ender med at finde ud af, fuld af forbløffelse og forvirring: at den mand man elsker, er en fremmed.

taget af sted igen. Jeg oplevede lysten som en fremtidig smerte