“Italiensk” – jeg har ikke kunnet finde nogen bedre titel til dette lille Bind Skitser, skrevne i løbet af næsten tyve Aar, fra December 1913 til Foraaret 1932. Alle er de gennemstrålede af samme Lys – Italiens Sollys, snart hvidt og rent, snart brudt i Poesiens Regnbuefarver – Længsel, blaa som fjærne Bjærge, Alderdoms vemodige Aftenrøde, Dødstankers tunge Violet, det evige Haabs Himmelblaa.
Fyrretyve år er snart udrundne, siden jeg første Gang aabnede mine Øjne for Italiens Lys. Men aldrig vil jeg naa at faa betalt den Taknemlighedsgæld, hvori jeg staar til dette Land, og som er større end til noget andet udenfor Danmark.”
Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Forfatteren Johannes Jørgensen (1866–1956) blev født i Svendborg. Han flyttede til København og senere til udlandet, men vendte hjem til fødebyen som kendt forfatter af store rejseberetninger, digte og særligt helgenbiografier. Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen og er især i Italien kendt for sin biografi om Frans af Assisi. I sin samtid var Jørgensen anerkendt som digter og symbolist ligesom hans samtidige Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen, mens det kom til store offentlige konfrontationer mellem Claussen og Jørgensen i diskussionen af, hvad symbolismen er og rummer. Jørgensens religiøse etos kom på tværs af Claussens poetik. Et hovedtema i katolske Jørgensens omfattende forfatterskab er menneskets splittelse mellem kønsdriften og higen efter Gud og evigheden.
