Der sidder en mand i en sporvogn

Det var blevet mode at tale om den kommende krig, på samme måde som man talte om vejret, om ulykkerne og om seksdagesløbet.

Når man talte med folk, sagde de allesammen: Krigen kommer, – det kan vare kort eller længe, men det er sikkert, at det ender med krig.

Han har ikke forretning mere og må nu gå på socialunderstøttelse.

I næste øjeblik spotter han sig selv: Du vil jo bare dø, for at de skal få ondt af dig, for at de skal fortryde, at de ikke altid var sådan mod dig, som de burde være.

Tanken tilfredsstiller August Lundegaard.

Men broderen skal få en påmindelse om, at han har jaget sin bror i døden.

Han vil gå ind et sted og få noget at drikke. Derved vinder han også tid, udskyder afgørelsen. Og hvis han beslutter sig til at gøre en ende på det hele, vil det gå lettere, hvis han er fuld. En ende på det hele,

Smil dig gennem livet.

hans tanker kredser kun om det uforståelige faktum, at nu er alt

Men Lundegaard hører intet af hans godmodige snak. Alt er bristet for ham. Alt ligger i smadder. Det var knald eller fald det her, og det blev altså fald.