Soldater græder ikke

Der er ikke noget sukker og ingen rene skeer, så jeg spiser dem direkte fra pakken. Med fingrene. Jeg ser op på uret. Klokken er næsten otte. Skolen starter om lidt. Jeg løber ind på værelset

Der er ikke noget sukker og ingen rene skeer, så jeg spiser dem direkte fra pakken. Med fingrene. Jeg ser op på uret. Klokken er næsten otte. Skolen starter om lidt. Jeg løber ind på værelset

Jeg løber ud og kaster mig i hans favn.

Far blev tosset, da han opdagede et blåt mærke, engang han kom hjem. Truede med at flytte og tage mig med. Så slog hun ikke mere. I hvert fald ikke så hårdt. Hun har øvet sig på ikke at lave mærker.

ætter mig i en kold, rød lædersofa, der står lige ved siden af døren.

»To sekunder,« siger hun og smiler til mig. Da hun vender sig om mod abemanden, er smilet væk.

Hun trækker ham til side. De snakker kort og heftigt om mig. Det kan jeg se, fordi abemanden nogle gange kigger over på mig og ryster på hovedet. De kommer tilbage.

»Hej, velkommen til Solsikke

tter mig i en kold, rød lædersofa, der står lige ved siden af døren.

»To sekunder,« siger hun og smiler til mig. Da hun vender sig om mod abemanden, er smilet væk.

Hun trækker ham til side. De snakker kort og heftigt om mig. Det kan jeg se, fordi abemanden nogle gange kigger over på mig og ryster på hovedet. De kommer tilbage.

»Hej, velkommen til Solsik

»To sekunder,« siger hun og smiler til mig. Da hun vender sig om mod abemanden, er smilet væk.

Hun trækker ham til side. De snakker kort og heftigt om mig. Det kan jeg se, fordi abemanden nogle gange kigger

To sekunder,« siger hun og smiler til mig. Da hun vender sig om mod abemanden, er smilet væk.

Hun trækker ham til side. De snakker kort og heftigt om mig. Det kan jeg se, fordi abemanden nogle gange kig

15
Vi træder ind i rummet. Det er lille. To af væggene er skrå. På det ene er et vindue.
Væggene er dækket af plakater med racerbiler. Alle mulige slags. I alle former og farver.
Der står to reoler, der kun lige akkurat kan være der, op ad den ene væg. Der er kun biler på dem. De er stillet pænt op, jeg kan ikke finde ud af systemet, men det er nemt at se, at der er et.
Fra fjernsynet stråler et dødt lys ud i rummet. På skærmen drejer en bil ru

Det er koldt. Og lyst. Det skærer i mine øjne igen, og jeg bliver forvirret. Det burde være varmt, og mine fødder burde ikke være frosne.
Jeg er ikke i ørkenen mere. Jeg er på en bjergside, og sneen når mig til knæene. Jeg løfter min højre fod og gnider på den, tager min langærmede bluse af og binder den om foden. Jeg træder ned i sneen igen og stiller min venstre fod oven på den højre. Det hjælper.
Jeg står på en stejl skrænt. Her og der står grantræer. Himmelen er blå. Sådan krystalblå. Solen putter sig bag en hvid vatklump. Jeg når ikke at se efter ham, før jeg bliver ramt i nakken af en snebold. Jeg vender mig om, og han står ved et grantræ og skrupgriner. Jeg springer gennem sneen og op i favnen på ham. Han knuger mig tæt og kysser mig i hovedbunden.
»Elektra, jeg har ventet på dig,« hvisker han. Sværdet rasler på ryggen af ham, da han sætter mig ned.
»Du kom ud af ørkenen?«
Han smiler, »ja, og se, hvad jeg fandt.«
Han peger hen på træet, eller rettere bag træet. Der står en hest. Den er stor som en elg og grå, som farfars hår var. Hovedet er kort og kraftigt. Store, varme skyer vælter ud af næseborene på den. Den vrinsker, da den ser mig, og slår med en gigantisk hov, så sneen sprøjter ud til siderne.
»Du skal ikke være bange for ham,« siger min far og tager min hånd og fører den op til mulen. Den er blød og varm, som fars kys.
»Kan du lide ham?« spørger han. Jeg smiler, og i et snuptag løfter han mig op på det store dyr. Hesten står bomstille.
»Han hedder Rufulus,« siger min far, og jeg læner mig ud over den kraftige hals, gemmer mine hænder under den lange man og mærker dens varme.
»Hej Rufulus,« hvisker jeg.
Min far klapper ham på halsen, og Rufulus’ hoved puffer ham blidt i maven.
»Hvornår kommer du og henter mig?« spørger jeg.
»Snart,« hvisker han og stryger mit hår.