Kære Dødsbog

Sikke dog en dejlig morgen. Alle synes bare, jeg er den sejeste. Jeg fremlagde en tekst i tysk med perfekt udtale, og Diana sagde, at det var vildt cool, at jeg turde klæde mig så anderledes til festen. Sille har fået fem bumser i ansigtet, Sebastian flirtede med mig hen over bordet, og Viktor og Tobias er blevet kørt ned af en mejetærsker i weekenden – stumperne skal begraves i en fællesgrav i morgen.

Hov, det er min udgangsreplik!

skælder ud, og et par gange, når temperamentet har været virkelig i eksplosionsfare, har far truet med at skære ned på lommepengene eller sådan noget. (Og når det så kommer til stykket, gør han det ikke alligevel. Truslen er som regel også nok).

Hvis jeg bestiller en Uzi online nu, kan den så være fremme inden i morgen aften?

Og hey, det lader til, at jeg alligevel godt ved, hvad en metafor er. Ta’ den, Sure-Susanne!

har lige været herinde for at smide deres idrætstasker, hente deres købmandspenge og sige „fede luder“. Jeg glæder mig til at komme væk herfra!

Bare pløkke sig igennem 9.b med en Uzi og så tage lærerværelset bagefter. Og nogle af de små, fordi de er så pisseirriterende at høre på ude i skolegården med alt deres skrigeri

Jeg er simpelthen så rasende, at jeg kunne … slå nogen ihjel. Helst Sille. Eller Lone, fucking katastrofe af en lærer.

Ja, du skal opholde dig på skolen hele ugen, også selvom du hader det. Og ja, du skal deltage i fællesaktiviteterne, også selvom du hader dem. Og ja, du skal dele værelse med Ingefred fra Thy, også selvom du hader hende! Fucking no way! Og det sagde jeg til dem blankt. Og så blev der ikke snakket mere om den sag.

O.k., jeg vælger: ikke nogen fremtid. Ta’ den, narrøve!