Mørkets egne

Men en dag sidder det ved siden af et hul i gulvet og vifter med et

Imens vokser planten i vindueskarmen og breder sine lange stængler ud over rammerne og lukker endnu mere lys ude

skinner, er de klare. Barnet aer gulvene, stryger med hænderne mellem gulvbrædderne og berører steder, der ikke er blevet rørt i flere hundrede år

tørre blade i munden, slikker på dørene og når forældrene tager det op, lugter det af muld. Hvis det regner på huset, er barnets øjne fugtige, når solen

Barnet er alle steder i huset. Det leger med musene, roder rundt i museets mørke kroge, stikker fingrene ind i revner, piller ved ting i skabene, opdager pletter på væggene og peger på nullermænd, som Henrik og Henriette ikke har lagt mærke til før

hvor de har råd til at bo, men barnet vil ikke ud af huset. Det klæber sig fast til gulvet, og hvis de endelig kommer ud til et sted, hyler det lige så højt, som hvis nogen havde skåret dets ben af

Han vander planten og

I lyset kan de også sikre sig, at barnet virkelig er rigtigt

Han tænker, at nu vil han virkelig prøve at tjene nogle penge.

I en slimklat finder han et lille brunt frø. Han lægger det i vindueskarmen og næste dag, da Henriette og barnet er kommet op ovenpå, planter han det i en potte