Odins labyrint – et glasbarns fortællinger

»Når jeg beder,« sagde præsten, »så ser jeg på mine foldede hænder. Jeg holder dem op foran mit bryst, så tommelfingrene vender ind mod mig selv. Tommelfingeren ligger tættest på hjertet, og derfor beder jeg først for dem, der står mig nær, som for eksempel min familie. Pegefingeren er den finger, andre bruger til at pege på mig med. Derfor beder jeg i anden ombæring for dem, der har noget at skulle sige over mig, som for eksempel læger. Langfingeren er den længste finger, og derfor beder jeg ud fra den om at hjælpe de højeste i samfundet, som for eksempel dronningen og regeringen. Ringfingeren er den svageste finger, hvilket enhver, der har spillet klaver, ved. Ud fra den beder jeg for de svage og syge i samfundet. Mens lillefingeren, den er bønnen for mig selv.«

igennem sig ved tanken om, at han med sin bog var skyld i den glæde, hun gav udtryk for

svalegangens kroge.
På vej

Forestil dig, at Odin er ældre end den kristne Gud. Ja, han er ikke bare ældre, han er endda også forbillede for vores nutidige Gud og måske netop især forbillede for Jesus som guddom, der går på jorden og lever blandt sit folk.

Tænk, hvis arkæologisk og historisk forskning kunne bevise, at Jesus var et falsum, en myte og intet andet.

Det er lige meget. Det handler om, hvad du tror på.