Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger

Piet Hein har blandt andet sagt, at mennesker er de eneste dyr, der selv slår de streger, de falder over.

mennesker er de eneste dyr, der selv slår de streger, de falder over. (…) Stregerne

Hvis den ældre udgave af fortælleren er ked af, at hendes mor ikke har været mere nærværende i løbet af barndommen, kan det kun akkurat anes i den mildt ironiske kommentar, der følger lige efter beretningen om turen til skadestuen: „Min mor var altid utrolig fattet i farlige situationer.

Det er vigtigt for Suzanne Brøgger at understrege, at Marilyn Monroes „ståen-i-spagat“ over kløften mellem indre og ydre, mellem at være en dum blondine og en fremtidens heltinde, ikke skyldes, at hun er umulig, uopdragen eller slet og ret øretæveindbydende. Det har intet med hende at gøre. Den ubekvemme stilling skyldes ene og alene kulturens forstyrrede og unaturlige tendens til at tænke i modsætninger. At skabe betydning ved at opdele tilværelsen i par, hvor den ene pol pr. definition bliver vurderet højere end den anden, er ifølge Suzanne Brøgger ikke udtryk for nogen eviggyldig, naturgiven sandhed. Dualismen, der ligger så dybt i os, er måske nok menneskeskabt. Men den er ikke desto mindre umenneskelig. Hvorfor skulle lys vurderes højere end mørke, ånd højere end krop, logos højere end eros, og mand højere end kvinde, synes Suzanne Brøgger at spørge. Og hvorfor skulle den ene pol udelukke den anden? I hendes optik er det netop kulturens kunstige skel, som ender med så tidligt at tage livet af skuespillerinden:

Piet Hein har blandt andet sagt, at mennesker er de eneste dyr, der selv slår de streger, de falder over. (…) Stregerne – kan man ikke flytte om på, vil somme sige. Man kan ikke angribe det paradoxale i, at mennesker indretter verden umenneskeligt. Det er vores natur, hævdes der. Så er det den natur, jeg vil lave om på.92

Suzanne Brøgger har imidlertid ikke tænkt sig at sidde passivt tilbage og overlade mytedannelsen til andre. Hvis ikke hun skal ende med at stå med begge ben i graven, som var tilfældet for Marilyn Monroes vedkommende, må hun nødvendigvis gøre noget andet. Og det gør hun ved at insistere på at være subjekt såvel som objekt. Hun indtager ganske vist gerne objektets plads, det sted, som kvinden er blevet henvist til siden tidernes morgen, så fantasi og begær kan få retning. Men hun vil ikke nøjes med at blive beskrevet af andre. Ved som kunstner at forbeholde sig ret til at være med til at skabe sin egen myte indtager hun både subjektets og objektets plads. På én og samme tid underkaster hun sig de andres billeder og kræver at få medindflydelse på dem. Det er med denne dobbelte bevægelse, at Suzanne Brøgger tegner et nyt billede, ikke kun af kvindelig identitet, men identitet i det hele taget. I en tid, hvor både de visuelle og interaktive medier eksploderer, og hvor flere og flere platforme for selviscenesættelse vinder frem, bliver identiteten en dialogisk og foranderlig størrelse. Identiteten er en konstant forhandling – mellem personlige drømme, de andres forestillinger og kulturens mange billeder af, hvem og hvad man kan være og ikke være. Denne forestilling om identitet kommer Suzanne Brøgger i forkøbet med sit værk og sin myte.