En af os dræber

“Jeg har brug for, at du er et hundrede procent ærlig over for mig, Emma,” siger Martin McCoy og læner sig frem med underarmene hvilende på vores køkkenbord.

Jeg har ikke lyst til at belemre mor med det, når nu hun har været gladere på det sidste.

McManus
Oversat af
Dorthe Hjort Jensen

Det var nemlig det, der var særligt ved Simon Kelleher: Han kendte til hemmeligheder, som de fleste aldrig ville have gættet. Han var tålmodig og villig til at vente til det øjeblik, hvor han kunne vride mest muligt drama og smerte ud af en situation. Og han var god til at skjule, hvor meget han hadede alle på Bayview High. Det eneste sted, han fik luft for sit had, var på det hævnforum på nettet, som jeg havde fundet, da jeg ledte efter spor i sagen om hans død. Jeg fik kvalme af at læse Simons indlæg dengang. Nogle gange bliver jeg stadig helt kold indeni, når jeg tænker på, hvor lidt nogen af os havde forstået, hvad det betød at sætte sig op imod en som Simon

Efter Simons død dukkede der About That-efterligninger op alle vegne. De fleste led en stille død efter et par dage, men en enkelt hjemmeside – Simon siger – var online i næsten en hel måned sidste efterår, inden skolen blev involveret og fik lukket den ned. Der var dog ingen, der havde taget den seriøst, fordi personen, der stod bag – en af de der stille elever, som nærmest ikke kender nogen – kun havde lagt sladder op, som alle allerede havde hørt.

Hele landet havde fået at vide, at Bronwyn havde stjålet prøver for at få topkarakter i kemi; at Nate havde solgt stoffer, mens han var under tilsyn på grund af en betinget dom for netop at have solgt stoffer; og at Addy havde været sin kæreste Jake utro – en kæreste, der viste sig at være sådan et kontrollerende møgsvin, at han faktisk indvilligede i at være Simons medskyldige. Og Cooper blev falsk anklaget for at bruge steroider, inden det blev afsløret, at han er homoseksuel, før han selv var klar til at fortælle det til sin familie og venner

“Jeg er så glad på hans vegne,” stråler Addy. “Han fortjener det så meget, efter ... I ved.” Hendes smil blegner. “Efter alting.”
Alting. Ordet er for lille til at rumme alt det, der skete, da Simon Kelleher for næsten halvandet år siden besluttede at iscenesætte sin egen død og lade min søster, Cooper, Addy og Nate tage faldet

Phoebe Lawton, en af de andre tjenere på Café Contiago, som også er tredjeårselev på Bayview High, deler et par vandglas ud og sætter sig ved den fjerneste ende af bordet. I samme øjeblik slentrer den første batter ind på banen.

Luis er Coopers bedste ven fra Bayview High, og han var Coopers catcher på baseballholdet, indtil de begge to blev studenter sidste år. Hans forældre ejer Café Contiago, og han arbejder der på deltid, mens han tager et par fag på City College. Lige siden jeg gjorde hjørnebordet til mit andet hjem, har jeg set mere til Luis, end jeg gjorde, mens vi stadig gik i skole sammen.

Men Nate og jeg har ikke den slags forhold, hvor vi snakker om vores følelser. Det har vi begge to kun med Bronwyn, så i stedet skærer jeg ansigt af ham. “Fortrængning er usundt, at du ved det.”