DU

Mine sidste ord til dig: “Luk op, Guinevere.”
Jeg propper siderne i munden på dig, og dine pupiller glider om bag i øjenhulerne, mens du krummer ryggen. Det er lyden af dig, der dør. Knogler knækker – hvor ved jeg ikke – og tårerkanaler er i nødberedskab – dødståren siver ud af dit venstre øje og ned på din porcelænskind, og dine øjne er fikseret på et sted, jeg aldrig har været, glad hinsides alt, jeg ved; dine øjne har deres tavshed. Nu er du ikke meget bedre end en dukke, og du reagerer ikke, da siderne i din mund opsuger blodet, der stiger op fra dit spiserør.
Og lige pludselig savner jeg dig, og du savnede mig jo, og jeg kalder på dig og griber om dine småbitte skuldre.
Du reagerer ikke. Du er lige så mangelfuld som alle bøgerne i butikken; du er slut og har forladt mig, og du er forsvundet, for evigt. Du vil aldrig nogensinde mere holde mig hen i uvished, og jeg vil aldrig nogensinde mere vente på svar fra dig igen. Nu er dit lys gået ud for bestandig, og jeg tager dig i mine arme.

Det er et uomtvisteligt faktum: Nogle her på jord får kærlighed, bliver gift og kommer på bryllupsrejse i Cabo. Andre gør ikke. Nogle læser alene på en sofa, og nogle læser sammen, i sengen. Sådan er livet.

Der er ingen bedre opmuntring i nuet end en invitation til fremtiden.

“Du har ret,” siger du. “Ingen er mere hengiven, mere intens end dig, Joe.”
“Bortset fra dig,” siger jeg, og du smiler. Du blinker.
Vi læser. Når vi begge er helt opslugt, er vi stille. Vi bliver suget ind i en bog på samme måde, og på et eller andet tidspunkt falder vi i søvn. Jeg vågner først – Jubii! – og lader dig sove videre. Jeg går op i butikken og strækker mig.

“Hvis du skriger, er det slut.”
Du nøjes med at sparke.
“Hold nu op med at modarbejde mig, Beck.”
Du vrider dig, men jeg er stærkest. Du er til fare for dig selv og omverdenen. Du ved ikke, hvad du selv siger, og du har mere brug for mig nu end nogensinde, og efterhånden glider din vrede over i tristhed. Igen.

Du kalder mig stadig ukvemsord: din depraverede, forskruede, trussesamlende stodder.
Du skal nok falde til ro

Når jeg er bange for, at du er ved at glide væk – og det er jeg altså – så holder jeg om din telefon og prøver at tvinge dig tilbage med tankens kraft. Det lyder vanvittigt, men jeg tror, det virker. Lige nu har vi brug for al den hjælp, vi kan få. Sådan går det med parforhold, det ved jeg godt. Men jeg har lov at være frustreret.

Har min selvtillid lidt så stort et knæk, at jeg ikke længere tror, det er muligt, bare fordi jeg har købt den forkerte vaskemaskine?

Navn: Dan Fox (søn af Paula Fox og Dan Brown!)
Beskæftigelse: Bestyrer af en kaffebar
Forstyrrelse: OCD. Jeg ved røvmeget om OCD efter at have læst om det.

jeg skifter station, men åbenbart ejer Taylor Swift et palæ ikke så langt fra LC (intet er langt fra noget som helst i en delstat, der er så lille), og hun kunne lige så godt være dronning og borgmester og prinsesse af Rhode Island, for de spiller hende på rockstationerne (Hey, hør lige – jeg gad sgu godt se Foo Fighters lave en coverversion af nogle af Frøken Swifts oprindelige numre, eller måske Arcade Fire!), og de spiller det på countrystationerne (Nu skal vi høre den seneste single fra Rhode Islands nye darling – I ved godt alle sammen, hvem det er, ikk’?), og de spiller det på popstationerne (Vi bliver aldrig for gamle til at føle os som toogtyveårige, Rhode Island!). Nå, men du kan rende mig, Taylor Swift, for aldrig i hele mit voksne liv har jeg følt mig mindre som en toogtyveårig