Jeg ved godt, at jeg er blevet inviteret til at tale her i aften, fordi I alle sammen har en eller anden idé om, at jeg er en person, der har været meget modig og virkelig turdet stå ved mig selv.
Jeg har sagt ja til at holde talen, fordi jeg tænkte, at det gav mig mulighed for at fortælle jer, at jeg slet ikke er sådan, som I forestiller jer.
Jeg er ikke nogen modig person. Jeg har ikke for fem flade ører selvindsigt. Og det sidste jeg tør eller kan finde ud af, er åbenbart at stå ved mig selv og mine følelser. Men når jeg holder den her tale, er det fordi jeg alligevel har besluttet mig for at prøve. Jeg håber ikke, I vil hade mig alt for meget, når jeg er færdig.
Jeg vil gerne starte med at fortælle jer om en teori, jeg på et tidspunkt udviklede. Jeg kalder den Tango-teorien, og den går ud på, at man selv kan gøre noget for at ændre på de vilkår, som man er udstyret med fra naturens hånd.
Da jeg udviklede teorien, startede det med, at der var en pige, jeg ikke kunne finde ud af at snakke med. Jeg blev helt blank inde i hovedet, når jeg forsøgte. Det var, som om alle ord forsvandt fra min hjerne. Det gik jeg lidt ned på, for som alle andre vil jeg jo gerne på et tidspunkt have en kæreste, og jeg tænkte på, hvordan jeg nogen sinde skulle få det, når jeg hverken var særlig lækker eller særlig god til noget som helst – og når jeg så ikke engang kunne finde ud af at snakke med pigerne.