Trolddomsbjerget

Mennesket lever ikke blot sit personlige liv som enkeltvæsen, men, bevidst eller ubevidst, også sin epokes og sin samtids, og selv om det skulle betragte det almene og upersonlige grundlag for sin eksistens som ubetinget givet og selvfølgeligt og være så milevidt fra at få det indfald at øve kritik deraf, som den gode Hans Castorp virkelig var, så er det dog meget vel muligt, at det føler sit moralske velbefindende vagt angrebet, fordi det mangler. Der kan vel foresvæve det enkelte menneske mange slags personlige mål, formål, håb, udsigter, hvorfra det henter impulsen til høj anstrengelse og virksomhed; hvis det upersonlige omkring det, tiden selv med al sin ydre foretagsomhed, i grunden mangler håb og udsigter, hvis den hemmeligt giver sig til kende som håbløs, udsigtsløs og rådløs og møder det bevidst eller ubevidst stillede – men dog på en eller anden måde stillede – spørgsmål om en endegyldig, mere end personlig, ubetinget mening med alle anstrengelserne og foretagsomheden med en hul tavshed, så vil der netop, hvor der er tale om mere redelige menneskelige eksistenser, så godt som uundgåeligt følge en vis lammende virkning af et sådant sagsforhold, der via det sjæleligt-moralske ligefrem kan udstrække sig til den fysiske og organiske del af individet. At være oplagt til en betydelig indsats, der rækker ud over det strengt nødvendige, uden at tiden kender et tilfredsstillende svar på spørgsmålet „til hvad nytte?“ – dertil hører enten en moralsk uafhængighed og umiddelbarhed,
som sjældent forekommer og er af heroisk natur, eller en meget robust vitalitet. Hverken det ene eller det andet var tilfældet med Hans Castorp, og altså var han nok alligevel middelmådig, omend i en ret agtværdig forstand.

For navnlig deri var han ægte, at han gerne levede godt, ja, uagtet sit tyndblodet forfinede ydre, inderligt og fast hang ved livets kraftige nydelser som et forslugent pattebarn ved moders bryst.

Bekvemt og ikke uden værdighed bar han på sine skuldre den høje civilisation, som den herskende overklasse i det handelsdrivende bydemokrati giver i arv til sine børn.

Maden var fortrinlig. Der var aspargessuppe, fyldte tomater, steg med mange slags tilbehør, en særlig veltilberedt dessert, en osteplatte og frugt. Hans Castorp spiste meget kraftigt, skønt hans appetit viste sig ikke at være så levende, som han havde troet. Men han var vant til at spise meget, også når han ikke var sulten, og det af selvagtelse.