Skovlykke havde haft en dejligt effektiv dag på kontoret. Hun havde haft otte møder, ringet til 64 mennesker, underskrevet 80 dokumenter, fusioneret to banker, solgt et IT-selskab, forhandlet købet af en fiskemelsfabrik og samtidig haft overskud til en ærlig og personlig snak med en bekymret ansat, der havde fået lavt selvværd, fordi hver gang han skulle fotokopiere noget, kom han til at vende papiret på den forkerte led, og nu var han ved at gå ned med stress. Britta havde været nødt til at berolige ham og lovede at sende ham på et tredages seminar i fotokopiering.
Det havde været en travl, men tilfredsstillende dag i konsulentfirmaet, og man havde fejret succesen ved, at alle firmaets 300 medarbejdere delte en pose dadler. Nu sad hun i bilen og lyttede til Marie Key og sang med uden helt at kunne teksten. Hun skruede bare helt op for musikken og sad og smådansede lidt.
Musikken var så høj, at Britta slet ikke bemærkede lydene af alle dem, der hamrede og bankede og byggede, da hun drejede ned ad Düsseldorf Allé. Hun så intet, før hun var kommet ret langt ned ad vejen. Til sidst blev hun nødt til at standse bilen brat, fordi der midt på vejbanen stod en kæmpemæssig rose midt på Düsseldorf Allé. Det var alligevel