Lektioner i græsk

Som ung pige havde kvinden tilsyneladende været “virkelig kvik”, noget som hendes mor det sidste år af sin kræftbehandling havde benyttet enhver lejlighed til at minde kvinden om.

Det var selvfølgelig sandt nok, at hun havde mistet sin mor et halvt år tidligere, var blevet skilt endnu nogle år forinden og til sidst havde mistet forældremyndigheden over sin otteårige søn, og det var snart fem måneder siden, han var flyttet hjem til hendes eksmand efter et længerevarende slagsmål i retten. Den gråhårede psykolog, hun havde gået hos en gang om ugen på grund af søvnløshed, efter drengen var væk, kunne ikke forstå, hvorfor hun afviste den slags indlysende årsager.

Der var endnu ikke noget knivsblad imellem mig og verden, så dengang var det nok i sig selv.

Kvindens øjenlåg sitrer. Som insektvinger der gnider energisk mod hinanden. Kvinden lukker øjnene, åbner dem igen. Som om hun håber, at når hun åbner dem, vil hun være blevet transporteret et andet sted hen.

Efter at have afsluttet universitetet havde kvinden først arbejdet for et forlag og efterfølgende på et redigerings- og produktionsselskab i lidt over seks år; derefter havde hun tilbragt op mod syv år på at undervise i litteratur på et par universiteter og et kunstgymnasium i og omkring hovedstaden. Hun havde skrevet tre seriøse digtsamlin

Sidst på foråret det foregående år havde kvinden selv stået foran en tavle og presset sin kridtstøvede hånd ind mod den. D

Første gang det skete, var den vinter, hvor hun lige var fyldt seksten. Sproget, som havde prikket og stukket i hende, spærret hende ind som tøj vævet af tusind nåle, forsvandt brat. Ordene nåede stadig hendes ører, men et tykt, kompakt lag luft beskyttede tomrummet mellem ørets snegl og hjernen. Indsvøbt i denne tåge af stilhed blev erin

Uanset hvad hendes mor og psykiateren end havde håbet, kunne stimuliene forbundet med de sociale interaktioner ikke bryde gennem hendes tavshed. I stedet fyldte en lysere og mere koncen

Fordi han både var det ældste barnebarn af den førstefødte søn og det eneste drengebarn på sin fars side af familien, fordi han ikke var helt så lille længere, fordi hendes eksmand hele tiden fastholdt, at hun var for nervøst anlagt, og at det gik ud over drengen – journalerne over den psykiatriske behandling, hun havde modtaget som ung, blev fremlagt som beviser – fordi hendes indtægter, sammenlignet med mandens – han var for nylig blevet forfremmet til bankens hovedafdeling – både var små og uregelmæssige, mundede høringen til sidst ud i et altomfattende nederlag. Nu hvor selv den tarvelige løn ikke længere kom ind, var det umuligt genoptage sagen.

Verden er en illusion, og at leve er at drømme, og lød: Hvordan kan den drøm være så livagtig? Hvordan kan blodet strømme og varme tårer springe frem?