Fabians Feltdagbog

Så lavede hun den bedste te, jeg i mit liv har smagt.

Min krop begyndte at brænde indefra, og det snurrede så mærkeligt i mine arme og ben. Hvad i alverden var det, de gav mig? tænkte jeg. Dengang anede jeg ikke, at der fandtes gæret hoppemælk. Kumys kommer jeg aldrig til at holde af, selv om jeg bliver gammel nok til at sidde og få en stille rus sammen med mændene.
– Kerim, sagde drengen og bankede sig på brystet. Så pegede han på mig og satte et spørgende ansigt op.
– Fabian, sagde jeg.
– Ijan! Ijan! sagde drengen, mens han lo begejstret.
Også den gamle mand sagde Ijan, og jeg gad ikke rette dem.
Igen gled jeg ind i søvnen. Smerten i kroppen mistede sit bid, men lå stadig på lur et sted i mørket.
Da Kerim vækkede mig, var ilden brændt ned til gløder. Den gamle mand kunne jeg ikke se.
– Ijan, hviskede Kerim og ruskede i mig. – Ijan. Hans musehoved nikkede ivrigt.

et mindste i de måneder, jeg var væk. Samme lyse strithår, nu hvor det er klippet kort igen. Samme gråblå øjne og samme smalle ansigt, når man ser bort fra de grimme ar.
Men indeni er jeg ikke længere en bange mus, der piber i modvind. Jeg vil nærmere betegne mig selv som en sneleopard, der står på spring. Og skulle det ske, at en lavine igen kommer rullende ned ad bjergsiden som en tornado af sne og klippestykker, så er jeg

Den stod og lurede med vibrerende snude og pludselig satte den i et par lange spring, der fik fuglen til at flakse væk mellem klipperne.

ibis bill.
– Far! Jeg lå og savnede ham, så det gjorde ondt i hjertet, og en usynlig næve klemte om mine tarme.
Sprækken over mig blev mørkere og mørkere, og efterhånden så jeg et par stjerner, der glimtede oppe i det sorte. Med stivfrosne læber kaldte jeg skiftevis på mor og far, mens sorgen krøb ind i mig og afløste panikken. Jeg sendte en bøn om hjælp op gennem sprækken til stjernehimlen. Bad Vorherre om at redde min far.
Så døsede jeg hen.

kok boru-kamp.