På vagt og andre noveller om 1930 erne

Kurt … I god tid, havde Kurt sagt. Men hvorfor var han så mærkelig søvnig?
I det samme hørtes en tudende lyd af en ambulance.
– Er der sket en ulykke, tænkte han. – Jeg skal skynde mig, fik han endelig hvisket. Cyklen …
– Nej, det er ikke mig, det er ikke mig, bad han, da de løftede ham op og bar ham ind i ambulancen. Lige idet de lukkede dørene, fangede hans øjne et glimt af asfalten, og han syntes, at han så en mellemmad med æg, der var tværet ud på vejbanen.

– Men det er billigt, nu er cykelhandleren gået ned til tolv kroner og halvtreds øre, – kun fordi det er mig, har han sagt. Den står ellers til femten kroner.
– Tolv kroner og halvtreds øre er mange penge, Jørgen, sukkede hun.
– Jeg må se at blive færdig, de ka’ snart være her.
Og hun lagde flæsket på panden.
– Hvor bliver Karen af? Ka’ du ikke lige sætte tallerkener på bordet, Jørgen.
Han forsøgte at fange hendes blik. Hun måtte spørge nu. Kurt ville have besked her efter middag. Det endte bare med, at de ikke ville have noget med ham at gøre mere, når han aldrig fik lov til noget. De troede, at avispengene var hans egne. Han havde ikke kunnet lide at sige, at han måtte aflevere hver øre til faderen.
Hvorfor var de også allesammen så bange for faderen. Det var til at blive gal over. Moderen sled da næsten mere end faderen, syntes han, når hun også skulle lave det hele herhjemme. En dag, han skulle tidligt op og gå med aviser, havde han fundet hende sovende ved symaskinen. Han havde taget hende om skulderen og var blevet forskrækket, for hun havde set så slatten ud.
– Men dog, havde hun gispet og skyndt sig at tage efter håndtaget til symaskinen, og hun havde set ud, som om han havde grebet hende i noget ulovligt.
– Hun tør heller ingen ting, så spø’ r jeg sgu selv, tænkte han arrigt.
Han slukkede for sovsen og lagde låget på, for at den ikke skulle trække skind.
– Persillen! næsten råbte moderen.
Han havde også glemt, at det var persillesovs, han skulle lave, men nu gad han ikke bestille mere.
– Hak lige persillen, Karen, sagde hun hurtigt, da Karen i det samme trådte ind. Så sent du altid kommer, småskændte hun.
– Hvorfor har vi ikke en rigtig persillehakker som andre folk, sagde Karen. Hun havde taget brødkniven og hakkede løs i persillen på spækbrættet.

dage, forklarede han moderen, der helt forskrækket så på den store buket persille, han havde plukket.
Var hun nu også bange for dét, tænkte han irriteret, de fik da næsten aldrig andet end persille derovre fra.
– Nu tænker jeg næsten som Gunnar, sagde han til sig selv.
Han kunne så godt lide at lave sovs. Han stod og rørte i gryden og ventede på, at margarinen skulle smelte. Så puttede han mel i.
– Det skal være mælkesovs, ikke?
– Ja, men du kommer til at tage halvt kartoffelvand for at spare på mælken.
– Mor, sagde han og skævede hen til hende. Hun stod og skar flæsket ud i passende skiver, og panden stod klar over gassen.
– Mor, sagde han igen for at være helt sikker på, at hun ville høre på ham. – Kan du ikke spørge far i dag?
– Jo … kom det nølende, mens hun filede i flæsket, det var vist et ben, der var i vejen.
– Mor, må jeg ikke få det ben, havde han pludselig sagt, inden han fik tænkt sig om, og han fortrød det i det samme, for det var jo cyklen, der var så vigtig. Hun måtte ikke tro, at han var interesseret i noget som helst andet.
– Jo, så la’ r jeg det blive på, Jørgen, sagde hun så.
– Ja, men mor, jeg vil så gerne med på den tur, sagde han hurtigt og rørte som en vild i sovsen. Faderen skulle ikke have noget at skælde ud over i dag.
– Jeg har jo selv tjent pengene, mor, blev han ved, – og kioskmanden siger også, at jeg er hurtig, og jeg kan få nogle flere aviser, hvis jeg vil; men så skal jeg også op klokken halv fem.
Nej … sagde hun tøvende, – det synes jeg bli’ r for meget, og jeg tror ikke, at du får lov til at få den cykel alligevel.
– Men det er billigt, nu er cykelhandleren gået ned til tolv kroner og halvtreds øre, – kun

går I og tigger alligevel. I bliver i forvejen underbetalt. Fem og halvfjerds kroner om måneden for at slide fra morgen til aften, I er sgu ikke rigtig kloge.
– Du glemmer, at vi bor husfrit, havde moderen indvendt. – Og det er et pænt kvarter. I har haft det godt. Det var derfor …
– Ja, men hvad var der i den her kælder, før I kom til? Det er da ingen rigtig lejlighed, vel? Og vores tøj er altid fugtigt, og vi er konstant forkølede.
– Du bruger så mange fine ord, jeg ikke kender, klagede moderen, – og det var da murermesteren, der fik dig i lære. Du er rigtig utaknemlig, du skulle holde dig fra de fagforeningsmøder, det kommer der kun ulykker ud af. Lov mig i hvert fald, at du tier stille over for far, Gunnar, havde moderen sagt i en bønlig tone.
– Ja, men jeg forstår ikke far. Vi arbejdere må stå sammen for at komme opad. Jeg vil ikke stå med hatten i hånden resten af mit liv.
Alt det gik han og tænkte på, mens han gik op ad kældertrappen, og han skulle lige til at smutte en genvej ind i murermesterens have, men det gik kun an, når han legede med datteren. Han skyndte sig at gå udenom.
Det var pigen, der lukkede op, hende kunne han så godt lide.
– Vent! sagde hun og kom hurtigt tilbage med en lille pose småkager. Fruen er i byen, smilede hun, så nu har I lidt til kaffen. Du kan lige så godt tage rigeligt med persille, så I har til i morgen også, sagde hun venligt.
Han blev i helt godt humør, men han vidste ikke, om han turde vise moderen småkagerne, hun var altid så bange for, om alt nu også gik rigtigt til. Han måtte hellere æde dem selv. Nej, for resten, han kunne tage dem med i skole og dele med Kurt og Eigil. Bare han nu fik lov til at få den cykel; han ville med på den tur.
– Nå, skal jeg så lave sovsen? spurgte han, da han kom tilbage med persillen. – Der er til to

Cyklen

Han havde fået fri en time før middag, fordi læreren var syg, og skyndte sig hjem. Han ville igen spørge moderen om det med cyklen. Det var bedst på denne her tid, inden de andre kom.
Han så, at moderen var helt febrilsk og rød i kinderne. Han vidste, at maden skulle stå på bordet på slaget tolv, når faderen og storebroderen havde middagspause. Han huskede en gang, da maden ikke var færdig, og faderen gik frem og tilbage og skældte ud. Og han havde selv bare sat sig ned ved siden af broderen. Det havde været hans mening at spørge, om han skulle hjælpe og lave sovs, men han kunne ikke lide at stå der ved gryderne, når Gunnar – broderen – så det, så han havde ladet søsteren røre i sovsen. Og han mente godt nok, at han havde mærket en stram lugt fra gryden. Og han havde set, at moderen til sidst næsten ikke vidste, hvordan hun skulle få det hele på bordet. Men da faderen smagte på sovsen, blev han så rasende, at han fór ud og hældte det hele i vasken og råbte, at kvindfolk havde fanden skabt. Og han havde givet Karen en knaldende lussing og råbt, at næste gang, hun sved sovsen, skulle hun få lov at æde det hele selv. Og han havde opdaget, at Karen lige siden altid gik så tilpas langsomt hjem fra skole, når de havde middagsfri, at hun kun lige nåede at dække bord.
Han kunne se, at de igen skulle have stegt flæsk. Moderen havde godt nok sat det i blød aftenen i forvejen, men alligevel vidste han, hvor salt det var, og der var også en anden sær smag ved det, han ikke kunne lide – som af levertran. Men han turde ikke andet end spise, hvad der kom på bordet, når faderen var der, selv om han hellere ville nøjes med kartofler og sovs.
Den store gryde med kartofler stod og kogte over og gav en sydende lyd fra sig, når vandet løb ned i gasblusset. Hvorfor troede mor, at det gik hurtigere, når hun skruede sådan op? Det havde Gunnar fortalt, at det ikke gjorde, – at det bare var spild af gas.
– Ja, det tog så lang tid at skrælle kartoflerne i dag, sagde moderen, som om hun kunne læse hans tanker. – De sidste er så små. Gunnar må cykle ud og købe en ny sæk på gården, det er alt for dyrt at købe i pundvis hos grønthandleren.
– Skal jeg lave sovsen? spurgte han.
– Ja, sovsen, Jørgen, – men kan du ikke lige først smutte over og spørge, om du må tage lidt persille i haven, spurgte hun nervøst. Jeg glemte det, da jeg var ovre og stryge for fruen.
Han svarede ikke, men gjorde som hun sagde, selv om det irriterede ham, at de altid skulle ringe på og spørge først. Han havde også hørt Gunnar skælde ud:
– Hvorfor helvede kræver I ikke jeres ret. Far er vicevært og gårdmand og havemand og alt muligt andet, og du gør rent og vasker og stryger. I har ret til de grøntsager fra haven, og så