bookmate game
da
Knjige
John Fowles

Troldmanden

Nicholas Urfe — nybagt kandidat fra Oxford — har fået stilling på en privatskole på den lille isolerede græske ø Phraxos. Her kommer han hurtigt i kontakt med den eventyrligt rige excentriker Maurice Conchis. Allerede ved deres første møde har Nicholas en besynderlig følelse af at være iagttaget og ventet, en følelse der kun bliver forstærket, jo mere Nicholas involveres i Conchis' mægtigt iscenesatte spil, hvor grænserne mellem fiktion og virkelighed opløses. Et spil, som Nicholas ikke er uvillig deltager i, da han tror sig udset til at være spillets helt. Han kastes ud i fantastiske erotiske og voldelige oplevelser, der tvinger ham til at tvivle på sit fodfæste i den ‘virkelige’ verden.

«Man vil gerne manipuleres af en så dygtig forfatter! Læs denne forrygende historie om frihedens grusomhed. Den brænder og gløder.» — Ekstra Bladet
«Den som fordomsfrit bevæger sig ind i Fowles' univers får en pragtfuld litterær oplevelse, som det er svært at finde sidestykke til.» — Lars Ole Sauerberg, Berlingske Tidende.
913 štampanih stranica
Prvi put objavljeno
2019
Godina izdavanja
2019
Izdavač
Gyldendal
Prevodilac
Niels Brunse

Ostale verzije

Da li već pročitali? Kakvo je vaše mišljenje?
👍👎

Utisci

  • Helene Korvenius Nedergaardje podelio/la utisakпре 10 месеци
    👍Vredna čitanja

  • Just Thomsenje podelio/la utisakпре 4 године
    👎Možete propustiti
    🙈Ne drži pažnju

  • kim59je podelio/la utisakпре 4 године
    👍Vredna čitanja
    🔮Kompleksna
    🎯Zdrav
    🚀Čita se u jednom dahu

Citati

  • mgregertjensenje citiraoпре 3 године
    Jeg kommer for at fortælle Dem, at De nu er udvalgt.“

    Jeg rystede voldsomt på hovedet.

    „De har intet valg.“

    Jeg rystede stadig på hovedet, men mere træt.

    Han stirrede på mig, med sine øjne der syntes at være ældre end ét menneskes levetid rakte til, og der kom et lille glimt af sympati i hans udtryk, som om han måske alligevel havde lagt for stor en belastning på en meget tynd løftestang.

    „Lær at smile, Nicholas. Lær at smile.“

    Det slog mig, at han mente noget andet med at „smile“ end jeg; at den ironi, den humorforladthed og hensynsløshed, jeg altid havde lagt mærke til i hans smil, var en egenskab han bevidst lagde i det; at smilet for ham var noget i sit væsen grusomt, fordi frihed er grusom, fordi den frihed, der gør os i det mindste delvis ansvarlige for hvad vi er, er grusom. Smilet var altså ikke så meget en holdning over for livet, som det var livets grusomheds natur, en grusomhed vi ikke engang kan vælge at undgå, fordi den er den menneskelige eksistens. Han mente noget langt mere besynderligt med „lær at smile“ end et Smiles’sk „grin ad det hele og hold det ud“. Snarest
  • Martin Bolbroeje citiraoпре 4 године
    Det vil hjælpe, hvis De ser på den stjerne. Tag ikke øjnene fra den. Læg Dem tilbage.“
    Jeg begyndte at stirre på stjernen; flyttede mig lidt for at komme til at ligge bedre. Jeg mærkede stoffet i min jakke under min hånd. Arbejdet med stenene havde gjort mig træt, jeg begyndte at forstå det virkelige formål med det, og det var godt at ligge udstrakt og stirre op i luften og vente. Der var stille i lang tid, flere minutter. Jeg lukkede øjnene et stykke tid og åbnede dem igen. Stjernen syntes at flyde i sit eget lille hav af rum, en ganske lille hvid sol. Jeg kunne mærke alkoholen, men jeg var helt bevidst om alting omkring mig, alt for bevidst til at underkaste mig hypnose.
    Jeg var helt bevidst om terrassen, jeg lå på terrassen til et hus på en ø i Grækenland, det blæste, jeg kunne endda høre den svage lyd af bølgerne mod småstenene nede ved Moutsa. Conchis begyndte at tale.
    „Nu vil jeg bede Dem om at se på stjernen, jeg vil bede Dem slappe af i alle musklerne. Det er meget vigtigt at De slapper af i alle musklerne. Spænd dem lidt. Slap så af. Spænd … slap af. Se nu på stjernen. Stjernens navn er alpha Lyrae.“
    Jeg tænkte: du godeste, han prøver virkelig at hypnotisere mig; og så: jeg må følge spillets regler, men jeg vil bare ligge bomstille og lade som om jeg er hypnotiseret.
    „Slapper De af ja De slapper af.“ Jeg bemærkede manglen på skilletegn. „De er træt så De slapper af. De slapper af. De slapper af. De ser på en stjerne De ser på en stjerne …“ Gentagelsen; det huskede jeg fra tidligere, i Oxford. En gal waliser fra Jesus College, efter en fest. Men med ham var det blevet til en duel på stirrende blikke.
    „Jeg siger De ser på en stjerne og De ser på en stjerne. Det er den blide stjerne, den hvide stjerne, den blide stjerne …“
    Han blev ved at tale, men al den abrupte afsnuppethed, der ellers var over hans væsen, var borte. Det var som om havets dyssende lyd, følelsen af blæsten, fornemmelsen af stoffet i min jakke og hans stemme faldt ud af min bevidsthed. Der kom et stadium hvor jeg var mig, der så på stjernen, mens jeg stadig lå på terrassen; jeg mener at jeg vidste at jeg lå ned, og at jeg så på stjernen, om jeg så ikke vidste andet. Så indtrådte der en mærkelig illusion; at jeg ikke så op, men ned i rummet, ligesom man kigger ned i en brønd.
    Så var der ikke længere noget jeg med klare grænser og omgivelser; der var stjernen, ikke tættere på, men med noget af den isolation en kikkert giver; den var ikke et led i et mønster af stjerner, men sig selv, svævende i rummets blåsorte åndedrag, i en slags tomhed. Jeg husker meget tydeligt denne fornemmelse, denne fuldstændig nye, besynderlige oplevelse af stjernen som en kugle af hvidt lys, der både avlede og behøvede tomrummet omkring sig; og af, set i tilbageblik, en lignende fornemmelse af at jeg var nøjagtig magen til, svævende i et mørkt tomrum. Jeg iagttog stjernen, o

Na policama za knjige

fb2epub
Prevucite i otpustite datoteke (ne više od 5 odjednom)