De udødelige 2: Blå måne

”Det er godt. For nu er det dig, der skal føre an,” ler hun. ”Jeg har aldrig været der før, så jeg håber, du kender vejen.”

”Det er godt. For nu er det dig, der skal føre an,”

Jeg burde selvfølgelig efterhånden have lært så meget om det at miste, at jeg også skulle vide, at man aldrig helt holder op med at savne nogen – man lærer bare at arrangere sit liv omkring det store, gabende hul, der blev tilbage, da de forsvandt.

Jeg har endnu lidt tid, og jeg trænger virkelig til at se ham en allersidste gang, trænger til at være sammen med ham, sådan som vi var engang. Så jeg lukker øjnene og manifesterer Damen.