Det er den evigt samme Melodi,
som alle Døgnets Timer hæst gjentage,
vort Livs evindelige Litani,
Tilværelsens ustandselige Klage.
Hver Morgen, naar jeg vaagner, mat jeg grue
ved Tanken om, at jeg igjen skal skue
en Dag, som ikke bærer i sin Favn
Bod for et eneste af mine Savn,
som under tusind snevre Hensyn kvæler
endog den mindste Anelse om Lyst
og under alskens tomme Sysler stjæler
den Skaberdrift, der hviler i mit Bryst.
Ja, selv naar Natten over jord sig sænker,
urolig på mit Leje jeg mig strækker;
selv den mig ingen Hvile: skjænker,
og vilde Drømme mig forskrækker.
Den Gud, der i mit Indre boer,