Efterfølgende spurgte Sofie sig selv, om Marcella mon havde et særligt talent for at få folk til at føle sig intimt forbundne med sig blot for i næste øjeblik at hive følelsen fra dem, så de ville gøre hvad som helst for at få intimiteten tilbage.
Til Sofies fødselsdag i 2. g gav Marcella hende en flakon med et hvidt mærkat påtrykt ordene Book Lover. Eau de Parfum. Sofie skruede låget af og duppede sine håndled, snusede ind.
– Jeg synes, at duften passer til dig, sagde Marcella og løftede Sofies håndled mod sin næse. – Du elsker jo bøger, ikke Tutu?
Sofie ville ønske, at Marcella ville blive siddende sådan, men hun havde allerede sluppet hendes hånd, der duftede af gamle læderindbundne bøger. Nogen havde efterladt dem i solen og tørret kornblomster mellem deres pergamentagtige sider, så duften havde fået en varm, krydret efterklang af hundrede år gammel sommer.
– Duften er fantastisk, sagde hun til Marcella, for det var den. – Hvor har du fået fat i den?
Marcella så ned. Sofie huskede det, fordi det var højst ukarakteristisk for hende.
– Den er skabt af Greta Eek, sagde hun.
– Hvem er Greta Eek?
Der havde sænket sig en sepiafarvet skygge over Marcellas ansigt, der passede godt til parfumen, men dårligt til hende.