At spise var kun en midlertidig løsning. Men på den anden side var alle løsninger midlertidige, selv døden, og ingenting gav ham mere tro på tilstedeværelsen af et liv efter døden end skæbnens ubønhørlige sarkasme. Uden tvivl ville selvmordet vise sig at være den brutale optakt til endnu en omgang kvalmende bevidsthed i stadig mindre spiraler, med stadig strammere løkker og minder, der dagen lang som granatsplinter banede sig vej gennem hans kød. Hvem vidste, hvilke udsøgte lidelser der ventede i evighedens sommerlejr? Det var lige før, man blev taknemmelig over at være i live.