Endelig, og som det alvorligste, frygter jeg en tilbagevenden til det internationale klima, som var fremherskende i 1920’erne og 1930’erne, hvor USA trak sig tilbage fra den internationale scene, og landene overalt forfulgte, hvad de oplevede som deres egne bedste interesser, uden at tage hensyn til større og mere varige mål. Den italienske forfatter og Holocaust-overlever Primo Levi hævdede, at hver tidsalder har sin egen fascisme, og han tilføjede, at det kritiske punkt kan blive nået ”ikke kun ved at skabe frygt for politiets overgreb, men ved at benægte og fordreje oplysninger, undergrave retsvæsenet, lamme uddannelsessystemet og ved på en myriade af måder at udbrede nostalgisk længsel efter en verden, hvor der herskede orden.” Hvis han har ret (og det tror jeg, han har), bør vi være bekymrede over den voksende række af politiske og samfundsmæssige strømninger, der rammer os i dag – strømninger, der drives frem af den teknologiske revolutions mørke side, de korrumperende virkninger af magten, den amerikanske præsidents manglende respekt for sandheden og den voksende accept af dehumaniserende fornærmelser, islamofobi og antisemitisme som en del af den almindelige offentlige debat. Vi er ikke fremme endnu, men disse strømninger ligner vejskilte, der peger tilbage til en tid, da fascismen blomstrede, og enkeltpersoners ulykke blev til millioner af tragedier.