t barn med forældre, der ikke tager ansvar, vil på et tidspunkt selv tage ansvaret på sig. Men først vil barnet prøve at gøre forældrene opmærksomme på, at det ikke skal have det ansvar. Barnet vil enten være meget væk hjemmefra, eller det vil være konfliktsøgende. Det er barnets måde at fortælle forældrene: ”Det her er ikke mit ansvar.”
Hvis det ikke lykkes barnet at ”råbe” forældrene op, vil det begynde at påtage sig ansvaret, og det vil også begynde at føle, at det er dets egen fejl, når tingene går galt. Følelsen kan på længere sigt være skadelig for barnets selvværd, fordi det begynder at føle sig som et stort fjols, når noget ikke går, som det skal. Det er ikke længere far og mor, der er dumme, men barnet selv. Den følelse kan føre til, at barnet kommer til at mistrives og måske ligefrem udvikler diagnoselignende symptomer på grund af overbelastning, hvis det står på længe nok.
I min praksis havde jeg på et tidspunkt en pige på 10 år, der led af voldsom angst, tvangstanker og tvangshandlinger. Hun kunne ikke blive afleveret i skolen, uden at hun skreg og græd, når moren skulle gå, og hun stak af og løb efter moren, når hun gik. Pigen var bange for, at moren skulle komme ud for noget, så hun besad hende fuldstændig, også når de kom hjem. Moren kunne ikke gå til noget, hun kunne ikke forlade hjemmet, og pigen skulle mindst 10 gange i løbet af en dag forsikre hende om, at hun elskede hende, og moren skulle love, at der ikke skete hende noget. I håb om at dæmpe pigens angst havde forældrene givet hende en mobiltelefon,