Når jeg arbejder med denne proces, mødes jeg i de første par uger af en vis form for trods blandet med overstadighed. Hurtigt efter dette stadium følger eksplosiv vrede i kursets midterste uger. Efter vreden følger sorg, og derefter skiftende bølger af modstand og håb. Denne vækstfase med op- og nedture bliver en serie af udvidelser og sammentrækninger, en fødselsoplevelse, hvor kursisterne både er i en stærkt opløftet sindstilstand og samtidig føler en vis skepsis som et nødvendigt forsvar.
Denne ujævne vækstfase følges af en voldsom trang til at opgive arbejdet med sig selv og leve som man plejer. Med andre ord en periode, hvor man handler med sig selv. Folk føler sig ofte fristet til at springe fra kurset i denne fase. Det kalder jeg et kreativt tilbagetog. Hvis man alligevel fortsætter arbejdet, udløses dernæst et frit fald når egoet for alvor giver efter. Derefter følger den sidste fase i kurset, hvor man får en helt ny selvfølelse med stigende selvstændighed, eftergivenhed, forventning og spænding – samtidig med at man føler sig i stand til at lægge og udføre konkrete planer for kreativiteten.
Det der ligger bag os og det der ligger foran os er så ubetydeligt sammenlignet med det, der findes inde i os.