Senoifolket i Malaysia har udnyttet denne struktur i drømme. Man lærer børn, så snart de begynder at fortælle deres drømme, at de selv kan ændre holdningen i drømmen og dermed dens forløb. Hvis et barn kommer med en drøm om et rovdyr, som barnet blev bange for, fortæller de voksne barnet, at rovdyret ville lære barnet noget, vise det noget, og at barnet næste gang skal prøve at møde dyret med denne positive indstilling. Eller et barn har haft et mareridt om at falde ned. Det faldt og faldt, rædselsslagen, og vågnede, inden det ramte klippen nedenunder. Man forklarer nu barnet, at selv om det var faldet helt ned og havde ramt klippen, så ville klippen give noget af sit væsen, sin livsoplevelse til barnet. At barnet næste gang skal lade sig falde og huske på, at klippen vil modtage det.