Altid en vej er beretningen om forfatterens egen opvækst tilbage i 1930´erne på Vesterbro i København i en familie, hvor begreber som accept, anerkendelse og kærlighed var meget sjældent forekommende. Tværtimod var der rig lejlighed til at stifte bekendtskab med druk, fornedrelser, fysisk afstraffelse, mistillid og krav om ubetinget lydighed.
Barndommens erfaringer trækkes med over i ungdomsårene og voksentilværelsen, hvor jobs nederst i hierarkiet, militærtjeneste og patienttilværelse og revalident rollen kun giver øget næring til den i barndommen grundlagte ringe selvværdsfølelse. Alligevel spirer der er stærk retfærdighedstrang frem i forfatteren, og vi hører om at, han trods alt får en uddannelse, som giver adgang til en stilling som han bruger til at kæmpe for nogle af de svage i vores samfund: børnene.
Ejvind Kurt Uldahl fortæller ikke sin historie for blot at huske al nøden og elendigheden, men han har det klare sigte hele bogen igennem at bidrage til større forståelse for, hvad der skal til, for at mennesker kan få så godt et liv som muligt.
