Tove Ditlevsen

De har alle deres styrke og deres hemmelighed som de aldrig røber for Ester. Og de har ret til at forlange en del af hende, fordi hun bare er en svag genspejling af deres eget væsen og ingenting af sig selv. Men verdens uret toner i hende som en mørk, farlig strøm, som hun lydløst skal glide nedad engang, når synd og sorg har den store alvor og mening, og glæden blot er som den spinkle morgenstjerne der slukkes når man griber efter den

forbudt og langt ud over deres sengetid. Og Esters underlige hjerte fyldtes af lykke og salighed. Lisa, hviskede hun, lille Lisa – og noget af det samme vemod som i regnvejr

nede på 1. sal hos Lisa