Virginia Woolf

Måske var han overbevist ateist, men han blev overrasket af øjeblikke af stor opstemthed. Intet eksisterer uden for os, tænkte han, undtagen en sindstilstand; en længsel efter trøst, efter lindring, efter noget, der ligger ud over disse elendige pygmæer, disse svæklinge, disse hæslige, disse feje mænd og kvinder. Men hvis han kan forestille sig hende, så eksisterer hun på en eller anden måde, og mens han går ned ad stien med øjnene vendt mod himlen og grenene, forlener han dem hurtigt med kvindelighed; ser forbløffet, hvor alvorlige de bliver; hvor majestætisk de mørke, skælvende blade, når brisen får dem til at dirre, skænker medlidenhed, forståelse, tilgivelse, og så, idet de pludselig slynger sig selv op mod himlen, tilintetgør de deres fromme fremfærd i overstadig vildskab.

At forfølge sandheden med en så forbløffende mangel på hensyntagen til andre menneskers følelser, at flænse det tynde gevandt af høflighed så unødigt, så brutalt, var for hende en så grufuld krænkelse af menneskelig velanstændighed, at hun uden at svare, lamslået og blændet, bøjede hovedet som for at lade denne kaskade af piskende hagl, denne skylle af snavset vand oversprøjte sig uden protester. Der var ikke noget at sige.

Hendes egen opfattelse af ham var helt grotesk, det var Lily godt klar over, mens hun pirkede til vejbreden med penslen. Halvdelen af éns forestillinger om andre mennesker var, når alt kom til alt, groteske. De tjente éns egne private formål.