Samleren

Han slukkede stearinlyset med en skarp ekshalation på dets flamme, trak to fyrretræsstole med skesæde hen til kaminstenen, den ene til Stephen med ryggen til forområdets vindue, den anden til sig selv når nødvendigt, knælede ned på det ene knæ, arrangerede på kaminristen et bål af korslagte pinde med harpiksender og diverse kulørte papirer og uregelmæssige polygoner af bedste Abram-kul til enogtyve shilling pr. ton fra Messrs Flower and M’Donalds lager, 14 D’Olier Street, antændte det på tre fremstikkende papirspidser med én strøget luciferfyrstik, hvorved han frigjorde den i brændslet indeholdte potentielle energi og lod dets kul- og brintelementer indgå i fri forening med luftens ilt.

en politiker i fjernsynet der snakker benene af en hest

en glorie over hovedet som krone over ansigtet hvis eneste

last er at det er født sløvere end den skarpeste kniv

noget mærkeligt noget at sige.

Jeg kan ikke komme i tanke om noget smukkere vejr.

Bekendelse. Sonnez. Jeg kunne. Rikochet af strømpebånd. Ikke forlade dig. Klask. La cloche! Lår klask. Bekendelse. Varm. Min skat, farvel

Martha! Kom!
Klapklap. Klipklap. Klappeklap

Bloom. Gamle Bloom.
Én bankede, én pikkede, med et klak, med en kok

Big Benaben. Big Benben

jeg er så sørgmodig alene

hoved, over Ormond-barens halvgardin, hørte vicekongehove gå forbi, klingende stål.
– Er dét hende? spurgte miss Kennedy.
Miss Douce sagde ja, sidder hos hans ex, perlegrå og eau de Nil.
– Udsøgt kontrast, sagde miss Kennedy.
Da sitrende spændt sagde miss Douce ivrigt:
– Se på ham med den høje silkehat.
– Hvem? Hvor? spurgte guld mere ivrigt.
– I den anden vogn, sagde miss Douces våde læber leende i solen. Han glor. Pas det her så jeg kan se.
Hun pilede, bronze, til bageste hjørne og trykkede ansigtet fladt mod ruden i en glorie af glubende ånde.
Hendes våde læber fnisede:
– Han er ved at dø af at se sig tilbage