Elena Ferrante

”Har du læst Federico Chabod?”9
Jeg nævnte det navn fordi han var forfatter til den bog om ideen bag nationen som jeg havde læst et par sider af. Jeg vidste ikke andet, men i skolen havde jeg lært at give indtryk af at jeg vidste en hel masse. Har du læst Federico Chabod? Det var det eneste øjeblik hvor Nino virkede irriteret. Jeg forstod at han ikke vidste hvem Chabod var, og det gav mig en elektriserende fornemmelse af fylde. Jeg begyndte at gengive den smule jeg havde lært, men det gik hurtigt op for mig at det at vide, fremlægge det han vidste, både var hans styrke og hans svaghed. Han følte sig stærk hvis han var førende, og svag hvis han manglede ordene. Han rynkede panden, standsede mig næsten omgående. Han førte samtalen ud på et sidespor, begyndte at tale om regionerne, om hvor vigtigt det var at få dem anerkendt, om autonomi og decentralisering, om økonomisk planlægning på regional basis, alt sammen ting jeg aldrig havde hørt et ord om. Altså ingen Chabod. Jeg overlod banen til ham. Og jeg elskede at høre ham tale, se engagementet i hans ansigt. Hans øjne lyste når han var engageret.

Hvorfor var jeg, selv når jeg var på vej frem, altid parat til at trække mig tilbage? Hvorfor havde jeg altid et imødekommende smil parat, en glad latter, når tingene gik dårligt? Hvorfor fandt jeg altid, før eller senere, plausible undskyldninger for dem der fik mig til at lide?

Jeg følte mig lænket til en uudholdelig venskabspagt. Hvor var alting dog indviklet. Det var mig der havde slæbt Lila til Ischia. Mig der havde brugt hende til at forfølge Nino, i et forfængeligt håb. Jeg havde givet afkald på pengene fra boghandelen i via Mezzocannone til fordel for de penge hun gav mig. Jeg havde stillet mig til rådighed for hende, og nu spillede jeg rollen som tjeneren der kommer sin herre til undsætning. Jeg dækkede over hendes utroskab. Jeg forberedte den. Jeg hjalp hende med at bemægtige sig Nino, tage ham i mit sted, blive kneppet – ja, kneppet – kneppet af ham en hel dag og en hel nat, sutte den af på ham. Mine tindinger begyndte at banke, jeg sparkede i sandet med min hæl, en, to, tre gange, det var skønt at høre barndommens ord genlyde i mit hoved, fyldt med ignorante forestillinger om sex. Gymnasiet forsvandt, bøgernes vidunderlige klangfylde forsvandt, oversættelserne fra græsk og latin.