Max Brooks

nærmere for hvert desperate svømmetag. Nærmere, men stadig langt væk. Det gjorde ondt i musklerne. Det sved i lungerne.
Svøm! SVØM!
Argh!
Jeg krympede mig, da en smerte pludselig jog gennem hele kroppen. Jeg åbnede munden i et stumt skrig, da jeg rakte ud efter lyset, luften, livet.
Jeg kom op i den kølige, rene luft.
Jeg hostede. Jeg spruttede. Jeg stønnede. Jeg grinede.
Jeg trak vejret.
Et øjeblik nød jeg det bare, lukkede øjnene og lod solen varme mit ansigt. Men da jeg åbnede øjnene, kunne jeg ikke tro det, jeg så. Solen var kvadratisk! Jeg blinkede hårdt. Også skyerne? I stedet for runde, dunede vatkugler gled nogle smalle, firkantede former langsomt af sted over mig.
Du ser stadig syner, sagde jeg til mig selv. Du slog hovedet, da du faldt ud af båden, og nu er du bare en smule ør.
Men var jeg virkelig faldet ud af en båd? Jeg kunne ikke huske det. Jeg kunne faktisk ikke huske noget som helst – hvordan jeg var havnet

Du ser stadig syner, sagde jeg til mig selv. Du

ned. ”Og det er dét, der virkelig bekymrer mig.”

På vejen tilbage til mit tilflugtssted prøvede jeg at samle tankerne om fiskeri igen. Jeg kiggede på det sørgelige lille stykke edderkoppesilke i min rygsæk. Efter bare ét forsøg ved arbejdsbordet fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne binde stykket fast til en pil. Og jeg ville heller ikke kunne lave et net ud af en enkelt tråd.