Herbjørg Wassmo

Om natten var hun altid alene. Selv når hun kunne krybe ind til Gorm og mærke varmen fra ham, var hun alene. De tanker, som dukkede op og forhindrede hende i at sove, eller formede drømmene til absurde skygger af levet og drømt liv, det var nattemenneskets tanker. Ængstelsen for alt det, der kunne ske, og den nagende uro for, at en bagatel kunne blive til en katastrofe, det var nattemenneskets byrde. Men i det øjeblik hun vågnede til en ny dag, var hun på en måde genfødt som en skabning, der kunne handle.

bordet til hende. Indså, at han måtte stoppe der. Det ville være tåbeligt, hvis han prøvede at fortælle hende, at savn var en følelse, man ikke kunne undgå.
De andre

Gorm.
Du hjalp mig længe. Tak, fordi du prøvede.
Men jeg har en fejl, som ikke kan medicineres. Derfor er det håbløst.
Jeg ved, at du er min bror,
så det, jeg føler, vil jeg ikke sætte ord på.
Det kan ikke engang tænkes.
Men det er dig, jeg vil være hos.
Det er dig, jeg vil have helt tæt på.
Sådan har det altid været.
Det er ikke din fejl, men min skam.
Nu vil jeg have, at du skal leve dit liv
for os begge