L. Sherman

”Du kom ind i mit liv, tog mit hjerte og forandrede mig for evigt: Du Var Min.”

”Jeg drømte om dig igen i nat.

Det var, som om vores sommer sammen

hørte en anden tid til.

Jeg greb ud efter dig, efter minderne,

men jeg kunne ikke nå dig.”

Phillip

Du er den eneste for ham. Hvis han kendte til babyen lige nu, ville han uden tvivl skynde sig hjem til dig, men det ville sætte alt det, han har arbejdet for hele sit liv, over styr.“ Michael så alvorligt på mig.

„Jeg vil ikke ødelægge noget for ham, aldrig,“ svarede jeg bestemt.

lvet. Hun løb hen til sin mad- og vandskål, der var fyldt. „Hvordan har du det?“ De sidste dage havde vi været meget

Så kan han jo ikke kæmpe.“

„Motivet kender vi ikke, men ja, vi tror, at der er en forbindelse. Nogen er ude efter at ramme ham. Det var ikke et tilfældigt overfald. Vi vil gøre alt i vores magt for at finde gerningsmændene, og derfor har vi brug for at optrevle miljøet omkring kampene. Hvem kender du ud over Tom?“

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg svarede. Det var ikke uden fare, kunne jeg regne ud, og hvor ville jeg ønske, at Tom var her. Hvor blev han i øvrigt af? „Hvordan er jeg beskyttet, når jeg går herfra, hvis Tom og jeg fortæller jer alt, vi ved?“

Endnu en gang så de på hinanden. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke om det.

***

Tom havde afløst mig i mødelokalet, der blev brugt til samtalen. Jeg havde åndet lettet op, da min telefon bippede med en besked om, at han var tilbage. I ventesalen skrev jeg til Linea, at de kunne forvente at få besøg af politiet, og at vi havde fortalt sandheden om kampene, men ikke nævnt navne, for at beskytte dem. Selvfølgelig vidste jeg ikke præcist, hvor meget Tom delte med politiet, men jeg gik ud fra, at han holdt ord.

„Er der et andet sted end din egen eller Dallas’ lejlighed, hvor du kan overnatte? En adresse, som ingen kender til? Så længe overfaldsmændene er på fri fod, kan vi ikke vide os sikre på, at du ikke også er i fare. Vi vil gøre, hvad vi kan for at beskytte dig.“ Den mandlige betjent havde sendt mig et alvorligt blik. Jeg vidste, at jeg kunne sove hos min onkel og moster. De var hjemme fra Bornholm efter deres ferie, og det var jeg pludselig meget taknemmelig for. Som jurister kunne de sandsynligt også hjælpe med at kaste lys over det juridiske både i forhold til overfaldet og de illegale kampe. Jeg kunne også sove hjemme hos Linea i min gamle lejlighed, men jeg ville ikke bringe hende i fare. Og hun burde også forlade lejligheden. Jeg skyndte mig at skrive det til hende.

„Jeg går lige udenfor og ringer, men hvis der er nyt om Dax … Dallas Paulsen, må I gerne hente mig.“ Jeg gav besked til personalet i skranken, fordi jeg ikke ville risikere, at de kom ud for at hente mig, netop som jeg var væk. Der var gået fire timer, siden jeg var ankommet og fire og en halv time, siden han var blevet bragt ind. Jo længere tid, der gik, jo mere bekymret blev jeg.

„Hej Nora. Hvor dejligt at høre fra dig. Er du i Aalborg? Jeg har glædet mig sådan til at høre, hvordan din tur til Uganda var.“

­lien eller en ekskæreste.“ Grete, som sygeplejersken hed, satte sig i s

”Nå men, så fortsætter vi bare med kaviar og hummer, ikke?”

Jeg følte det, som om det var min første date, og ikke en disciplin jeg engang havde mestret, men sidenhen havde glemt, fordi der var gået godnathistorie og legoklodser i mit liv … selvfølgelig også, fordi jeg havde været gift

Har du da været på date med mænd?” spurgte hun, og et lille skælmsk smil lurede i hendes mundvige.

„Nu får du mig helt til at græde, elskling.