Thomas Bagger

„Apoptose,“ smilede Camilla skævt.

Nok var Buus af den gamle skole og temmelig fantasiløs i sin tankegang, men de bedste efterfors­kerteams behøvede denne dynamik imellem rutine og kreativ vildskab. Og selvom både Ask og Magnus Jahn selv tilhørte den gamle skole, i hvert fald i resten af teamets øjne, havde ingen udfyldt rollen som rigid bussemand bedre end Peter Buus.

Så du plantede kassen med billederne af pigerne i Lausts hjem og dræbte ham.«
»Er det her en officiel teori, som I håber skal tvinge en tilståelse ud af mig? Er der beviser?«
»Du er indremissionsk præst,« sagde David og viftede med brochuren. »En kristen organisation, som opererer inden for Danmarks grænser. Hvorfor har du været på tour i Europa?«
»Der er intet unormalt ved at forkynde Herrens ord. Gud kender ingen grænser.«
»Der står på nettet, at organisationens formål er at missionere internt i danske kirker.« David lod pegefingeren glide ned over listen af nationer i brochuren. »Mange af kvinderne fra Smøl Vold er forsvundet fra lande inden for Schengen-området. Mange af de lande, du har turneret i de seneste år.«
»Jeg er ikke politibetjent, men at skulle placere mig de samme steder og tidspunkter spredt ud over Europa, hvor nogle stakkels piger er forsvundet hen over flere årtier, lyder som en temmelig umulig opgave.«
»Mindre umulig, hvis vi ved, hvad og hvem vi leder efter. Vi kan for eksempel starte med at krydstjekke forsvindingsdatoerne for de piger, vi har identificeret, med datoerne, hvor du var i byen.«
Elias rettede på sine briller, fattet, som over en bog i lænestolen. »Jeg indrømmer, at der var en fortvivlet periode i mit liv. Jeg følte vrede mod min far og min bror, og alt, der forbandt sig til mit efternavn. Men jeg indså, at bitterhed er en gift, man drikker, mens man venter på, at