Søren Kierkegaard

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gerning. Naar jeg derfor ser en Flue i det afgørende Øjeblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kører ham forbi, eller Knippelsbro gaar op, eller der falder en Tagsten ned og slaar ham ihjel, da ler jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at le? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaar det dem ikke

min Næse, hvis ene Glas forstyrrer efter en uhyre Maalestok, hvis andet formindsker efter samme Maalestok.
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gerning. Naar jeg derfor ser en Flue i det afgørende Øjeblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kører ham forbi, eller Knippelsbro gaar op, eller der falder en Tagsten ned og slaar ham ihjel, da ler jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at le? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaar det dem ikke som det gik hin Kone, der i Befippelse over, at der var lldløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaa, det er for anstrengende; jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum: jeg gider slet ikke.

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gerning. Naar jeg derfor ser en Flue i det afgørende Øjeblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kører ham forbi, eller Knippelsbro gaar op, eller der falder en Tagsten ned og slaar ham ihjel, da ler jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at le? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaar det dem ikke som det gik hin Kone, der i Befippelse over, at der var lldløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?

De fleste Mennesker haste saa stærkt efter Nydelsen, at de haste den forbi. Det gaar dem som det gik hin Dværg, der bevogtede en bortført Prinsesse i sit Slot. En Dag tog han sig en Middagssøvn. Da han en Time efter vaagnede op, var hun borte. Hurtigt trækker han sine Syvmilestøvler paa; med eet Skridt er han hende langt forbi.

Det hændte paa et Teater, at der gik Ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig jubel af vittige Hoveder, der tro, at det er en Vits.

Den egentlige Nydelse ligger ikke i, hvad man nyder, men i Forestillingen. Hvis jeg i min Tjeneste havde en underdanig Aand, der, naar jeg forlangte et Glas Vand, vilde bringe mig al Verdens korstbareste Vine lifligt blandede i en Pokal, da vilde jeg give ham hans Afsked, indtil han lærte, at Nydelsen ikke ligger i, hvad jeg nyder, men i at faa min Villie.

Det, Filosoferne tale om Virkeligheden, er ofte lige saa skuffende, som naar man hos en Marskandiser læser paa et Skilt: Her rulles. Vilde man komme med sit Tøj for at faa det rullet, saa var man narret; thi Skiltet er blot til Salgs.

Min Sorg det er min Ridderborg, der som en Ørnerede ligger højt oppe paa Bjergenes Spidse mellem Skyerne; ingen kan storme den. Fra den flyver jeg ned i Virkeligheden og griber mit Bytte;

Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaar det dem ikke som det gik hin Kone, der i Befippelse over, at der var lldløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?