Johannes Sløk

Kierkegaard udtrykker eksistensens primære karakter ved at sige, at man ikke kan erindre sig tilbage i evigheden. Denne formulering er direkte vendt imod Platon; for ham hørte sjælen hjemme i ideernes evige verden, og selv efter at den var sunket ned i tidens og stoffets verden, var det muligt for den gennem erindringen om sin fortilværelse at genkalde i sig mindet om den ideelle virkelighed. Mennesket kunne i den forstand erindre sig tilbage i evigheden. Men den udvej er efter Kierkegaards opfattelse spærret. Mennesket er et eksisterende væsen, for hvem det i yderste forstand netop kommer an på at eksistere.

»Vi er ikke helt tilforladeligt hjemme i den tydede verden!« Der kan næppe gives et kort udtryk, der klarere formulerer den situation, eksistentialismen ser mennesket anbragt i: man har i tydningen skabt sig en verden til at bo i, et hjem; men det er en misforståelse at betro sig alt for uforbeholdent til denne verden; man kan ikke helt tilforladeligt være hjemme i den, for verden er ikke ét med den tydning, som vi udkaster af den.

Det forekommer mig imidlertid ikke, at Sartre med hele denne betragtningsmåde har fået fat i det væsentlige. For det første afhænger den jo af, at man accepterer den fænomenologiske erkendelsesteori, hvad man på ingen måde er nødt til; en eksistentialistisk position er også mulig ud fra andre erkendelsesteoretiske opfattelser. For det andet – og det er naturligvis det vigtige – betragter den forholdet udelukkende som et spørgsmål om erkendelse; og det er en fejl, for spørgsmålet er først og fremmest af etisk natur.

Når mennesket først og mest er blot tilstedeværende, er grunden i virkeligheden, at det ligger i eksistensens eget væsen, at man ikke kan begynde i den, eller rettere: at man ikke på et eller andet tidspunkt og til sin egen overraskelse kan opdage, at man befinder sig i den. Som før nævnt, kan man ikke sig selv uafvidende være eksisterende.
Man kan kun være eksisterende ved at blive det, gennem en overgang og et valg. Eksistens er i sig selv et krav og en udfordring; den udfordrer til realisering, for eksistens er noget, man må tage sig på og stå inde for.