Sammen med et par af de andre var jeg nede at købe øl på vej hen til festen. Min far havde givet mig lov til at være med. Rico drak jo allerede. Og han havde sommetider en masse venner siddende inde på værelset. Så drak de billige Harboe-øl og røg Rød Look. De røg Rød Look, fordi de var længere. Så fik man mere for pengene. Min mor sagde altid, at man jo snart måtte skære sig igennem luften, når hun kom ind med en skål med chips de aftener. Vi stod i butikken og skulle vælge de øl, vi skulle have med. Men ingen af os vidste rigtig noget om øl, så det var svært. De lignede alle sammen … øl. Men man kunne vel gå efter prisen så?
Jeg havde fået at vide, at jeg højst måtte drikke tre øl den aften, af far. Det måtte være rigeligt, sagde han. Så jeg tog tre Harboe – dem, som Rico plejede at drikke. I supermarkedet var der flere, som skulle proviantere. Mette og Anja var der. Og Søs og Jonas og Thomas.
Da vi gik hen mod kassen, stødte vi på Johnny. Han kiggede misbilligende ned i vores røde indkøbskurv, hvor øllerne lå i fodenden af hinanden. Så klirrede de mindre.
„I skal tage guldøl,“ sagde Johnny.
„Guldøl er meget bedre. De er stærkere.“