Simona Ahrnstedt

”Jamen så foreslår jeg en spadseretur i Tantolunden.”

To uger senere skulle de præsentere den færdige kampagne for Offi O.

Herregud. Hele hendes krop skælvede. Seths fingre rørte ved

Hvor var han dog afsindig provokerende. Fattede han ikke, at hun ville kunne kvæle ham på ti sekunder? Det hørte ikke til de vanlige strategier sådan at slå den, man skulle beskytte, ihjel, måtte Dessie indrømme over for sig selv, men i Sams tilfælde kunne hun måske gøre en undtagelse.

persisk mad: tynde fladbrød; kashke bademjan, den auberginedip, han elskede; zeytoon parvardeh

lligevel fra stolen. Der gik grænsen altså for, hvor uhøflig han kunne være. Man stod op, når man gav hånd, alt andet var ubehøvlet. Han forberedte sig på berøringen. Dessies hånd var kølig og fast. Hans håndflade opslugte hendes. Deres blikke mødtes. Hårene rejste sig på håndleddet og underarmen. Dessie havde altid haft den

»Men hvorfor?« spurgte hun hæst, kunne ikke rigtig tro på, at hun havde fortjent så meget kærlighed.

»Hvorfor? Derfor. Fordi du er den sidste, jeg gerne vil snakke med om aftenen, og den første, jeg tænker på, når jeg vågner. Fordi jeg har duften af din parfume i mit tøj, når vi har tilbragt dagen sammen. Fordi at når vi har sex, føles det, som om vi har opfundet sex. Fordi jeg er halv uden dig. Fordi jeg er mig selv sammen med dig. Fordi jeg er lykkeligere med dig, end jeg nogensinde før har været.«

“Opløftende emner,” sagde han tørt.

“Ja, vær De bare ironisk, jeg skal ikke hindre Dem, men jeg mener nu, at kvinder bør have samme frihed som mænd,” erklærede hun og så stift på ham, som om hun udfordrede ham til at sige hende imod.

“Kvinder bør have samme frihed som mænd,” gentog han med et nik.

“Og så vil jeg male Dem, har jeg besluttet.”

“Jaså.”

“Vidste De, at disse kvinder har studeret? Ikke bare i hjemmet eller i bibelskole, men på universitetet, på Kunstakademiet, i Paris? Det agter jeg også at gøre – studere i Paris.” Hun slog ud med armene.

Atle granskede hende og så tydeligt, hvor stærkt det ønske brændte i hende. Han ville ikke slukke lyset i hendes øjne, ville have, at hun altid skulle være så glad, men nogen burde måske minde hende om virkeligheden. For de kvinder, hun beundrede sådan – dem, der fik lov at rejse til Paris og studere det, de ville – havde efter al sandsynlighed fædre eller ægtemænd, der støttede dem. Han havde svært ved at se Horace Rosenkvist slippe sin datter af sted for at studere kunst i Frankrig.

“Du skal

Hun slog viften sammen med et smæld.