Brené Brown

Ms. Morrison forklarede, at det er interessant at se, hvad der sker, når et barn kommer ind i et lokale. „Lyser dit ansigt op?“ spurgte hun og forklarede: „Når mine børn kom ind i stuen, da de var små, kiggede jeg på dem for at se, om de havde knappet bukserne, om de havde redt håret, eller om de havde ål i strømperne. … Du tror, din varme og dybe kærlighed er tydelig, fordi du tager dig af dem. Det er den ikke. Når de ser dig, ser de et kritisk ansigt. Hvad er der nu i vejen?“ Hendes råd var enkelt, men for mig var det et paradigmeskift. Hun sagde: „Lad dit ansigt fortælle, hvad der er i dit hjerte. Når de kommer ind i lokalet, siger mit ansigt, at jeg er glad for at se dem. Større er det ikke.“

Uanset hvor meget der bliver gjort og ikke gjort, er jeg god nok. At gå i seng om aftenen og tænke: Jo, jeg er ufuldkommen og sårbar og undertiden bange, men det rokker ikke ved den sandhed, at jeg også er tapper, og at jeg fortjener kærlighed og at høre til.

Hvis vi ønsker at vække nytænkning og lidenskab til live igen, er vi nødt til at bringe menneskeligheden tilbage på arbejdspladsen. Når skam bliver en ledelsesstil, dør engagementet. Når nederlag er forbudt, kan vi glemme alt om at lære nyt, om kreativitet og fornyelse.