Inger Gammelgaard Madsen

Hun stirrede på sine hænder med brændende øjne og så sener og knogler blive synlige, efterhånden som huden langsomt smeltede. Hun hørte sin mor skrige. Et skrig, som borede sig langt ind i hendes hjerne, der kogte. Benene var ubevægelige, som om hun var smeltet fast til jorden. Så fik hun øje på ham. Villads. Han gik sløvt og målbevidst ind i ilden, som om den ikke skadede ham. Hun ville skrige, at han skulle holde sig væk, at han skulle tage tilbage til København og blive der, men det brændte også i halsen og helt ned i mavesækken.

ktioner der begge ville

ramte ham hårdt i ansigtet. Den ventede. Det var, som om den stirrede på ham. Som om den kunne se ham og tøvede. Han råbte igen, højere, skreg nærmest og kæmpede sig endelig op at sidde. Så besluttede den sig og åbnede gabet, jorden faldt tungt over ham og fyldte graven. Støvet steg op og fik gravemaskineføreren til at frembringe en hul morgenhoste, han drejede søvnigt grabben væk, så den kunne tage en ny stor mundfuld jord